Det hærder at være skuespiller - Pakhusets børn prøvede at stå på de skrå brædder

I den integrerede institution Pakhuset på Tølløsevej i Brønshøj har man kørt et ganske spændende teaterprojekt med en masse dejlige børn. 2700-netavisen følger her processen lige fra den spæde start til den endelige premiere i kulturhuset Pilegården. Kæft, trit og retning samt diciplin – ja de unge skuespillere måtte hele registeret igennem – og trods sved og tårer – gik det hele op i en samlet enhed. Børnene lærte en masse – og selve teaterstykket blev en succes.

Teater lærer fællesskab

Tekst og foto:

Jesper Haller

(Frivillig i Pakhuset)

Åndeløst spændte venter børnene i kulissen, linder forsigtigt på bagtæppet og kigger ud på de mange, mange bænkede tilskuere i kulturhuset Pilegården i Brønshøj.  Lige om lidt skal de på. Lige om lidt får de at se, om de mange ugers teaterprøver får publikum op i stolene, frem i sæderne og op med de klappende hænder. En pige på otte får øje på en skjortesnip, der stikker frem under medspillerens flotte kostume og sætter den straks på plads. En anden flytter lidt på en taske, nogen måske kunne falde over under de mange ind- og udgange i stykket. Man har øje for hinanden og helheden. Og nu, NU, mine damer og herrrrrer.. sætter vi lige videoen på pause og skruer tiden lidt tilbage:

Bo Schiøler, mangeårig – nu tidligere – leder af Vesterbro Ungdomsgårds teater- og musikarbejde stirrer på en lille pige, der sidder og vrider sig  på stolen i prøvelokalet. ”Din dumme unge!” tordner Schiøler, så selv en voksen mand kan blive helt forskrækket. ”Du skulle have haft dit kostume med, ikke?”

Musikken er en tæt integreret del af Bo Schiølers teaterprojekter

Hvad nu? Brister pigen i gråd og styrter ud for at blive trøstet af de faste pædagoger her i den integrerede institution Pakhuset? Næh. ”Jeg ved det godt, jeg skal nok huske at tage det med i morgen”, siger pigen ganske roligt og noterer noget i sit tykke manuskript.

Schiøler tordner videre over for nogle andre, som har haft lidt slask i melonen, er kommet for sent, har glemt deres replikker o.s.v. Alle som en lytter børnene, noterer, tager kritikken til sig. De bliver nemlig også rost, når de har fortjent det, og det vil alle gerne gøre sig fortjent til, for så lyser den gamle, brøsige teaterlærer op i et smil, der varmer helt ned på de bageste rækker. Noget forunderligt er på færde i dette teaterprojekt.

Inspiration udefra

Bo Schiøler har været hyret til at gennemføre et flere måneder langt prøveforløb med Pakhusets børn, mundende ud i rigtige, vaskeægte forestillinger uden for huset med ægte publikum. Han er en del af en lang tradition på stedet.

– Man kan indføre nye arbejdsmodeller på to måder, ved at pædagogerne tilegner sig metoder eller ved at lade folk udefra komme her og sætte projekter i gang, så man aktiverer børnene direkte, fortæller Pakhusets leder, Erling Kølner Jensen.

                                                              Erling Kølner Jensen byder

– Begge dele har selvfølgelig værdi, men i en travl hverdag kan det være en udfordring for det faste personale at finde overskud til nye tiltag, medens udefra kommende ofte opleves som et kærkomment supplement eller ligefrem aflastning. Og så får man jo som fast personale mulighed for at se, om projekterne rent faktisk virker i praksis, inden man måske selv begynder at arbejde med dem.

Vi har haft stor glæde af ”friske pust” udefra. Blandt andre har vi haft en kunstner ansat, der arbejdede med emballage og andet ”skrald” og en arkitekt, der byggede finurlige maskiner af to pinde og et stykke sejlgarn. Og gennem mange år er Bo Schiøler kommet her med teater, forklarer Kølner Jensen.

Men den voldsomme mand oser ikke ligefrem af moderne pædagogik?

Skrap tone nytter!

– Vi pædagoger har en tendens til at FORSTÅ os ud af mange ting, det er jo en del af vores fag. Bo Schiøler forventer, at børnene husker aftaler, har deres ting med, husker deres plads – i virkeligheden samme forventninger man har til voksne. Den holdning kan man selvfølgelig ikke have som generel pædagogisk praksis på en integreret institution, men i afmålte doser sætter den ting i gang hos børnene. De finder ud af, at de kan meget mere end de – og vi – umiddelbart tror, hvis de får muligheden. Og hvis man tør risikere, at det går lidt skævt undervejs, hvilket jo også er en del af livet, siger lederen, som i øvrigt påpeger, at pædagoger af og til har sværere end børnene ved at goutere den skrappe tone og går og mumler ”sådan kan man da ikke tale til børn”. Og så bliver de helt forbløffede, når børnene kommer dybt begejstrede ud fra øvetimerne to timer senere, krammer deres manuskript og indskærper deres  forældre, at ”jeg skal have en hat med på onsdag”..

Ulla Rosenqvist, pædagog på niende år i Pakhuset er enig i, at tonen kan være uvant, men hun mener bestemt, at projekter som dette er nyttige.:

                                           Nu tør børnene meget mere, siger Ulla Rosenqvist

– Børnene synes, at Bo er en skrap lærer. Han kan godt tale lidt hårdt til dem, men efterhånden har de fundet ud af, at det bare er en måde,  det er kærligt ment. Og så er de faktisk stolte af, at de har ”afkodet” en voksen. Nu har de en jargon sammen, siger hun.

– Børnene er også præget af travle miljøer, hvor man måske ikke altid bliver set. Da Bo afsluttede teaterprojektet, gav han børnene en bog, hvor han havde skrevet noget personligt om og til hver og en af dem. Han havde virkelig haft øje på dem og forholdt sig til dem som mennesker, tænkt over deres talenter og muligheder. Det betød enormt meget for børnene, mener pædagogen og peger på en række nyttige livsdiscipliner, man kan tilegne sig ved den slags scenearbejde. .

Skabte sammenhold

– Først og fremmest lærer de disciplin og ansvar over for fællesskabet. I et teaterprojekt er man nødt til at lytte og vente og tage hensyn, og det er jo ikke det, moderne børn er mest trænet i. Teaterprojekter viser også helt kontant, at det betyder noget, om man kommer til tiden, øver sig eller ej. De slutter jo af med forestillinger for et rigtigt publikum – og i vores tilfælde spillet på en rigtig scene i det lokale kulturhus.

– At være sammen i et langt øveforløb og slutte af på den måde giver et stærkt sammenhold og fælles erindringer. I dag (29. september, red) kommer Bo og viser den film, der blev optaget undervejs, og det har børnene glædet sig rigtig meget til. De har fået noget sammen med ham, og de har fået noget indbyrdes.

De har bl.a. fået masser af selvtillid og har bagefter helt på egen hånd taget mange initiativer. De øver og synger sange, opfører shows. Nu tør de bare det hele, og det smitter, erklærer Ulla Rosenqvist.

Og børnene selv?

Hafsa og Amalie elskede forestillinger med publikum

Hafsa på ni år synes, at forløbet har været sjovt. ”Jeg har aldrig prøvet det før. Før havde jeg sceneskræk. Det har jeg stadig lidt, men ikke så meget.”

Amalie på 12 har været med på et Bo Schiøler hold før. ”Han er skrap på den sjove måde”, synes hun.

De to piger er enige om, at selve forestillingerne var det allersjoveste.

”Det var spændende at have publikum på”, synes de. ”De klappede meget. Især dem vi kendte.” Og så skal pigerne, Ulla og Erling i kælderen. Videoen fra forestillingerne er på. Tæppet går, spændingen udløses. Forestillingen er i gang. Pigerne fniser højlydt og peger ivrigt på sig selv og andre, der træder frem i rampelyset. ”Kan du huske…”, ”det var der, jeg faldt…” lyder de glade stemmer. Erindringerne træder frem, og sammenholdet bliver tættere.