Ørkenvandring ! - siger træner Thomas Schou efter Stadions sejr på 27-17
Som vi lovede, er her lidt flere detaljer fra Stadions seneste sejr på 27-17 over Dianalund/Tersløse i Bellahøjhallen.
Træner Thomas Schou kalder kampen en ørkenvandring, og forklarer her hvorfor han mener det, selvom hans spillere vandt med 10 mål !
– Det lyder måske lidt forkælet, når man har vundet med 10 mål, men det er ikke desto mindre korrekt!
Vi møder på dagen et tamt Dianalund hold, som mangler flere profiler + deres træner grundet karantæner og vinterferie! Under oplægget prøver vi ikke at informere om de spillere, som vi ved ikke er med, da der altid vil foreligge en risiko for at undervurdere en modstander, når ikke de stiller i stærkeste opstilling. Spillerne kender jo godt modstanderen, så de ”opdager” hurtigt, at de er decimeret og jeg tillader mig at tilskrive dette, at vi på dagen yder en ukoncentreret indsats. Dette skal jo også være ok på en dag, hvor risikoen for at tabe ikke var til stede. Jeg savner dog i den grad, at flere spillere byder ind, på en dag med masser af spilletid og masser af muligheder for at gøre en forskel.
Kampen starter og vi bringer os hurtigt foran. Dianalund har som i sidste kamp svært ved at komme igennem vores defensiv og dermed komme til reelle chancer. Vi dækker oftest op i et minut, for derefter at formøble gode muligheder på 2-3 sek. for så igen at starte et nyt forsvar op.
Nåh pyt med det, Brian og jeg valgte hurtigt, at det måtte være en dag, hvor vi lod spillerne ”gå linen ud”, samt at det var ”ok”, at vores eksekverings procent og niveau generelt var meget lavt.
En sikker sejr mod et hold vi må vurdere som en af de to nedrykkere i denne sæson.
På den ganske positive side, så fik for alvor gang i vores to fløje Hjort og Kasper, som begge leverede flot med masser af gode scoringer. Kaptajn Hammeren spillede igen bundsolidt og omsatte sine muligheder til sikre scoringer. Schlichter stod godt på mål i de ca. 45 min. han fik (11 scoringer lukket ind). Kampens spiller blev ganske fortjent Kasper på højre fløj, som spillede en stor kamp.
Efter kampen snakkede vi kort om denne uges ”krig” i Rødovre, hvor vi helt sikkert IKKE får foræret noget! Vi skal derfor have en god træningsuge, hvor alle byder ind, så vi kan arbejde frem mod dette vigtige opgør.
Kampen mod Rødovre spilles i Rødovre Stadionhal på lørdag kl. 14.30, og vi håber på solid opbakning slutter træner Thomas Schou.