Glem den kamp Stadion - og bank Team HK Køge på lørdag !
HÅNDBOLD: Ups en svipser i aften for vore lokale håndboldspillere fra IF Stadion. Den vigtige kamp mod Øresund sluttede med et nederlag på 28-24 efter 12-12 ved pausen. En total offday hvor stort set intet ville køre for hjemmeholdet gjorde udslaget. De sidste 30 minutter fungerede slet ikke. Store chancer blev brændt, og gæsterne fik alt for nemme mål. Ikke siden 11. november sidste år har Stadion tabt en kamp i 2. division, – og dengang var det sørme også Øresund, der var den onde ånd. Dermed forbliver Team HK Køge på den førsteplads, de erobrede i weekenden, to point mere end Stadion.
Men de gul/grønne har før formået hurtigt at vaske tavlen ren, fjerne enhver tanke om en kikser og komme stærkt igen. Det viste mandskabet efter den uheldige pokalexit mod Føroyar. Allerede få dage efter var det op på hesten igen – og så blev der ellers givet bøllebank ud til højre og venstre. Det vidner om en god moral. Så vi er helt sikre på, at det bliver et anderledes sprudlende og koncentreret Stadion hold vi får at se på lørdag den 14. marts kl. 14.30 i Bellahøjhallen mod Team HK Køge. En kamp som sandsynligvis afgør den direkte oprykning til 1. division.
Kom igen drenge – I fortjener den fulde gevinst !
Og forresten – hvis vi regner næste kamp som årets vigtigste og mest afgørende, så er der jo noget, der hedder, at en dårlig generalprøve giver en fed premiere. ( Den kan vist lige bruges ) !!