Nedtællingen til påske markeres med stemningsfuldt lørdagsarrangement i Bellahøj kirke

Kloster
På lørdag den 21. marts kl. 16.00, indbyder Bellahøj kirke til endnu et arrangement med messe, middag og musik.
Den indledende Bellahøjmesse står i Jomfru Marias tegn, for det er den smukke fortælling om englens besøg hos den unge pige med budskabet om, at hun skal føde Guds søn, der står i centrum for gudstjenestens ord og toner.
Ved middagen bagefter er der dækket op med liflige forårsretter, akkompagneret af gode lyse vine, alt sammen til en pris på 50 kr.
Og den lyse aften slutter med en gratis koncert med det spændende folk-band Kloster, der er bygget op omkring sangeren og sangskriveren Mikael R. Andreasen og optræder med spirituel musik, der kredser om tro, håb og kærlighed.
Der er lagt op til et særdeles stemningsfuldt og unikt arrangement i Bellahøj kirke, der byder foråret velkommen og sætter den endelige nedtælling til påske i gang.