IF Stadion fik fuldt fortjent overrakt årets første Kvartalspris
Ved en hyggelig sammenkomst i T-Fitness’ flotte lokaler på hjørnet af Frederikssundsvej og Storegårdsvej på Husum Torv blev vore lokale håndboldherrer fra IF Stadion onsdag hyldet med årets første Kvartalspris for deres flotte præstationer i sæsonen 2014/2015. Godt nok er den ikke overstået endnu, da klubben mangler at afvikle mindst én oprykningskamp mere, nemlig opgøret på lørdag i Bellahøjhallen mod Frederikshavn. Tabes den er sæsonen slut, mens der følger endnu et par kampe, såfremt Stadion vinder.
Her har “hammeren” Martin Nielsen fået overrakt diplom og check af Thomas Hannibal, T-Fitness
Gennem en lang sæson har Stadion gjort bydelen ære med mange flotte kampe og ikke mindst placeringer undervejs på førstepladsen. Først til sidst da det virkelig gjaldt, ramte spillerne ikke det niveau man ellers ved, de har, og det betød så i stedet playoff kampe om oprykning til første division.
Lad os håbe denne sidste mulighed lykkes.
Nu har man i hvert fald fået en opmuntring i form af Kvartalsprisen, og den nominerer automatisk Stadion til den store afstemning i slutningen af året.
Efter et par velvalgte ord af netavisens redaktør til delegationen fra Stadion, overrakte chefen for T-Fitness, Thomas Hannibal et indrammet diplom og en check, som bliver endnu større, såfremt håndboldherrerne skulle gå hen og vinde 2700-Sportsprisen 2015.
T-Fitness chefen Thomas Hannibal fortæller Lars Michael Schou, Kasper Kragh, Martin “hammeren” Nielsen, og næstformand Jan Møller om det store og spændende firma, som hver dag bliver større og større ..
Da det mere formelle var overstået, blev folkene fra Stadion vist rundt T-Fitness store udstillingslokaler af Thomas Hannibal og Ben Grosche, ligesom de fik hele historien om det fremadstormende tyske firma, som nærmest for hver dag indtager mere og mere af Europa.
Undervejs kunne man hygge sig med lidt til halsen og maven, og efter en lille time var seancen overstået. Endvidere havde T-Fitness sørget for lidt merchandise til alle spillerne.
Glade Stadion-folk, formand Allan Juhl Jensen, “hammeren” Lars Michael Schou, holdleder Jørgen Dyhr, Michael Jensen, Kasper Kragh, og T-fitness chefen Thomas Hannibal.
Med hensyn til Stadions store opgave på lørdag i Bellahøjhallen mod Frederikshavn, så spilles kampen kl. 13.30 – og spillerne fortjener virkelig al den opbakning, de overhovedet kan få. Så mød op og hjælp holdet videre i oprykningsspillet.
Kvartalsprisen uddeles af 2700-netavisen og T-Fitness og lægger op til 2700-Sportsprisen 2015.