De små spiser på torsdag - og der skal bages en særlig dansekage !
Kom og hjælp Scarlet med at bage en helt særlig dansekage, der kan gøre hendes hund Kaiser i godt humør igen.
Spring ulvetimen over og få serveret en omgang børnevenlig mad tilsat nærende underholdning!
Denne aften er der besøg af ABC Danseteater, som opfører den poetiske forestilling Dansekagen. Forestillingen er inspireret af bogen ”Scarlet og Krummerne” og udspiller sig hjemme i stuen hos Scarlet og hunden Kaiser, samt ude blandt børnene, hvor Saxofine sidder med sine instrumenter.
Scarlet elsker dans og kage! Det gør hendes hund Kaiser også, men han har allergi, og kan ikke tåle kagen, som Scarlet har bagt. Derfor bliver han afvist, da han lækkersultent tigger om at få en bid. Hund som han er, forstår han ikke, at det er for hans egen skyld, og bliver sur. Men værst af alt: Nu vil han ikke mere danse, og uden dans er det hele meget trist. Saxofine gør hvad hun kan, og synger med børnene for at muntre selskabet op. Men det hjælper desværre ikke, og sort ser det ud, indtil Scarlet indser, at hun selvfølgelig skal bage en kage, som også Kaiser kan tåle – en dansekage!
Børnene inviteres ind i stuen, og er med til at bage dansekagen. Spændende bliver det, hvad børnene putter i dejen denne gang, og om kagen giver Kaiser danselysten tilbage? Men mon ikke det hele ender godt, når alle tilsidst får en bid af dansekagen, som både er økologisk og smager af dans, musik, sjov, teater og kreativitet?
Ide og koreografi: Dorte Persson
Scenografi : Dorte Persson
Medvirkende: Lars Bjørn, Katrine Suwalski og Dorte Persson
Musik: Katrine Suwalski, samt i.pod afspilning af Klezmer, Bratsch m.fl
Se video om Dansekagen på Vimeo
Kl. 17.30 står maden klar og kl. 18 begynder underholdningen.
Målgruppe: Især 4-9 år.