Var det skriften på væggen efter 0-3 nederlag mod Vendsyssel ?

FODBOLD: Vi har på netavisen valgt at bruge ovenstående formulering – i stedet for den måske mere realistiske “Det var skriften på væggen” – for så længe der er håb, om end det efterhånden er meget, meget lille, så er der liv, siger man jo. Men efter det sikre nederlag på 0-3 mod Vendsyssel, ser det unægtelig svært ud for ikke at sige håbløst.

IMG_1834

To forventningsfulde mandskaber klar til dagens kamp. Begge var uden sejr før opgøret.

I en ikke særligt velspillet kamp viste BB især i første halvleg gode takter mod et meget svingende nordjysk hold, som dog hele tiden havde et par farlige mand liggende oppe foran. Og så må man altså lade, at der er et par garvede drenge på Vendsyssel holdet. Jesper Christiansen, Chris Sørensen, Martin Bergvold og Ken Fagerberg, og de gjorde det alle glimrende. Rutine kan man ikke fornægte. Dog var det en spand koldt vand i hovedet på de 452 tilskuere, da Halllur Hansson scorede til 1-0 i jydernes favør, da BB’s forsvar ikke fik ekspederet bolden væk.

                                   IMG_1837

                        En af Brønshøjs store chancer i første halvleg, men Jesper Christiansen klarede

Men efterfølgende blev nordjyderne presset, og det var virkelig udtur, at BB ikke fik udlignet. Her skal også nævnes, at Nicklas Dannevang blev skadet, så man frygtede, han ikke kunne fortsætte. Det kunne han dog. Skaden var heldigvis ikke værre, end at han kom på banen i pausen og varmede ekstra op, hvorefter han stod på kassen kampen ud.

Anden halvleg gik bare ikke helt, som man havde forventet. Vendsyssel overtog mere og mere af spillet, og det gav bonus efter 62 minutter, da et forholdsvis ufarligt langskud fra Martin Bergvold røg mellem venner og fjender ind bag Dannevang til 2-0. Derefter knækkede filmen, og resten af kampen var gæsternes.

IMG_1843

Her bliver sidste søm slået i kisten. Ken Fagerberg scorer til 3-0. Han scorer næsten hver gang de to hold mødes

Ken Fagerberg slog sidste søm i kisten til 3-0, og dermed kunne vendelboerne juble over den første sejr i foråret, mens BB slukørede og skuffede måtte forlade banen stadig uden en sejr otte kampe. Lægger vi de to sidste kampe i efteråret til, så har BB ikke vundet i ti kampe i 1. division. Værst er næsten, at holdet i de ti kampe kun har formået at score tre mål.

IMG_1840

BB forsøgte febrilsk at få scoret, men det lykkedes desværre ikke

Da Fredericia så samtidig vandt sin første sejr i foråret på udebane over katastrofe svage Lyngby, så er BB efterladt alene i bunden. Vinder AB i morgen over Roskilde, så er lyset næsten slukket. Her tænker vi også på næste søndags modstander AGF på udebane ! Puh ha – det kan blive grimt med mindre lykken pludselig vender til fordel for vore surt/gule spillere.                                                                              -ny

2700-netavisen har haft to folk på dagens vigtige kamp, og her kommer vores anden udsendte medarbejder Christian Haslunds indtryk af opgøret.

ooooooooooooooooooooooooooooooooooooooooooooooooooooooooooooooooooooooooooooooooooooooo

Dag og nat

Brønshøj og Vendsyssel jagtede begge forårets første sejr, da de to hold tørnede sammen på Tingbjerg Idrætspark i dag, og her var det vendelboerne, der trak det længste strå, hvor 1. og 2. halvleg var som dag og nat for Brønshøj.

Tekst: Christian Haslund, Foto: Thomas Løser

Trænerstaben havde ændret på en plads i forhold til sidste uges kamp mod Fredericia. Casper Henningsen var blevet sin skade kvit og erstattede Andreas Granskov, der i stedet for tog plads på bænken.

Første halvleg vil ikke blive husket for dens polerede spil eller mange chancer, og der gik da også 8 minutter før et af holdene blev farlige, da bolden, efter et indkast, endte hos Oke Akpoveta, men presset af en Vendsyssel-forsvarer, sparkede Akpoveta bolden over mål.

4 minutter senere fik Casper Henningsen en god mulighed for at bringe hvepsene foran, da Jesper Christiansen kom skidt ud, men med et tomt mål, fik Henningsen ikke ramt bolden ordentligt, så den strøg i stedet ud til målspark.

Men på trods af at hvepsene var mere nærgående end gæsterne, var det alligevel Vendsyssel, der fik bragt sig foran på deres første chance i kampen. Nordjyderne spillede sig igennem Brønshøjs forsvar, hvor Hallur Hansson fik sidste fod på bolden og sendte den i kassen. 1-0 til gæsterne.

BB-Ven 1

Hvad skete der lige her, synes Mads Nielsen og Jesper Fleckner at tænke, da Vendsyssel scorede til 1-0

Brønshøj fik dog et par gode muligheder for at bringe balance i regnskabet inden pausen, men først fik en Jesper Christiansen, i fuld længde, pareret Mikkel Nøhrs skud, og 20 sekunder senere måtte selv samme Nøhr se et forsøg stryge lige over mål.

Holdene gik derfor til pause med stillingen 1-0 til Vendsyssel på trods af en god 1. halvleg af Brønshøj.

BB-Ven2

Mads Nielsen og Ken Fagerberg havde nogle drabelige dueller i løbet af kampen

I 2. halvleg skulle Brønshøj jagte udligningen, men er der noget Ove Christensens mandskaber er gode til, så er det at forsvare en føring, og vendelboerne var da også i fuld kontrol stort set hele halvlegen, mens Brønshøj havde svært ved at skabe noget fremadrettet.

Efter 62 minutter omsatte Vendsyssel så det kontrollerende spil til et mål, da Martin Bergvold forsøgte sig udefra, og sendte bolden i mål langs den ene opstander. Det blev også til 3-0 til gæsterne, da Ken Fagerberg i udkanten af feltet bankede bolden i nettet til slutresultatet 3-0.

BB-Ven3

Mens der endnu var gnist, tro og energi i BB-spillerne. Der blev kæmpet og viljen manglede ikke

Næste kamp er søndag den 3. maj, hvor hvepsene skal forsøge at få point med hjem fra NRGi Park i Aarhus.

Opstilling:
Nicklas Dannevang – Mads Gabel, Mads Nielsen, Jesper Fleckner, Oliver Fredsted – Nuri Mustafi (67. Sebastian Lassen), Sani Tahir (45. Aleksandar Lazarevic) – Casper Henningsen, Mikkel Nøhr (83. Malte Kiilerich), Jakob Andreasen – Oke Akpoveta

Ikke benyttet:
Johan Gårdsvoll, Sebastian Grubak, Kasper Sørensen, Andreas Granskov