10 millioner til HF-Centret Efterslægten fra A.P. Møller Fonden
Laungaard Arkitekters ombygning af HF-Centret Efterslægtens gamle gymnastiksale til nyt studieområde sker med stor respekt for de oprindelige bygningers arkitektur.
Rektor Anne Frausing, HF-Centret Efterslægten i Hyrdevangen, strålede om kap med forårssolen, da hun mandag i sidste uge tog imod Henrik Tvarnø, direktør i A.P. Møller Fonden. Henrik Tvarnø kunne fortælle den glade rektor, at A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal har bevilget et beløb på 10 millioner kroner til etablering af studiesal med bibliotek i skolens tidligere gymnastiksale.
– Det er virkelig fantastisk det her, fastslår Anne Frausing. – Efter at vi sidste år fik opført vores moderne sportshal med alt, hvad der hører til sådan en, stod vi jo faktisk med to gamle – virkelig gamle – gymnastiksale. Dem vil vi naturligvis gerne kunne udnytte til fordel for vores over 1500 kursister, så vi arbejder på at indrette en ny studiesal, bibliotek, undervisningslokaler og arbejdsområder for både kursister og lærere. Det var denne ombygning, vi søgte A.P. Møller Fonden om støtte til, og jeg er både glad og stolt over, at vi i dag har fået bevilget de 10 millioner, smiler Anne Frausing.
A.P. Møller Fonden er ikke ubekendt med undervisningsverdenen. Som mange vil kunne huske, donerede Fonden i 2013 ikke mindre end en milliard til den danske folkeskole, og nu er der altså landet 10 millioner på HF-Centret Efterslægten i Hyrdevangen. Her er det meningen, at støtten til ombygning af de gamle gymnastiksale skal skabe gode rammer ikke bare for lokalområdets kursister, men også for alle de kursister, som søger Efterslægten fra hele København.
– Ja, fortsætter rektor, – vi håber at ombygningen kan være med til at give fagligheden et ekstra skub med nye inspirerende rammer og muligheder for udfoldelse af selvstændighed og fordybelse i vores del af København. Og så satser vi naturligvis også i dette byggeri på at fastholde den høje kvalitet, som man finder i Efterslægtens bygninger.
Direktør Henrik Tvarnø fremhævede som begrundelse for den flotte donation, at HF-uddannelsen løfter en væsentlig uddannelsesopgave i samfundet, og han har hæftet sig ved Efterslægtens og skolens kursisters fine resultater. Henrik Tvarnø viste stor begejstring for kvaliteten af den gamle bygning fra 1940 og ikke mindst for den nænsomme restaurering, der tager behørigt hensyn til skolens oprindelige arkitektur.
En skole med traditioner
Rektor fortæller, at de gamle gymnastiksale, bag deres noget ramponerede udseende, faktisk oprindelig havde den smukkeste glasfacade med et meget fint lysindfald. Det indtryk er det meningen at genskabe ved indretningen af de nye faciliteter.
– Vi håber på denne måde endnu en gang at kunne leve op til vores historie og traditioner, siger Anne Frausing afslutningsvis og fortsætter, – vi er jo en gammel institution med et underligt navn og med et motto på latin, NON NOBIS, som betyder ”ikke for os” – underforstået ”for alle der kommer efter os”, altså for kommende slægter, efterslægten, altså med tanke på eftertiden. Og vi er sikre på, at vi med bygningen af vores idrætshal og med ombygningen af de gamle gymnastiksale til nyt, tidssvarende studiecenter også har sikret en rigtig god skole for fremtiden. Og til det formål mener vi selvfølgelig, at A.P. Møller Fondens bevilling er faldet det helt rigtige sted.