Økumenisk kirkevandring i Brønshøj-Husum

Torsdag den 21. maj kl. 19.00 finder den årlige økumeniske kirkevandring i bydelen sted. Det er en god tradition at Den Danske Folkekirke, repræsenteret ved Brønshøj kirke og Bellahøj kirke, og Den Romersk-Katolske Kirke, (den lokale Sankt Antoni kirke), i ugen op til pinse markerer fællesskabet i den kristne tro ved en kirkevandring, der involverer alle tre kirker.
  
Aftenen begynder i Sankt Antoni kirke, Frederikssundsvej 225, hvor den katolske præst Allen Courteau står for andagten, hvorefter man går videre til Brønshøj kirke, hvor sognepræst Peter Nejsum byder indenfor. Og sidste stop på vandringen er Bellahøj kirke, hvor sognepræst Peter Møller Jensen runder kirkevandringen af.
   Arrangementet slutter med et veldækket kaffebord, hvor der bliver lejlighed til at nyde samværet på tværs af alle sognegrænser og kirkeretninger.