Et straffespark, et selvmål og en udvisning gav et godt billede af BB's sidste sæson i 1. division

FODBOLD: Ja sådan var rækkefølgen i første halvleg da Brønshøj spillede sin sidste hjemmekamp som 1. divisionshold for denne gang. Og som følge der af lyder det ikke helt uventet, at det suveræne tophold Viborg meget overbevisende kunne vinde kampen 3-0 efter 2-0 ved pausen. Vi må så bare konstatere, at BB er blevet banket ned i 2. division og må starte på en frisk. En for øvrigt trist optakt til den store klubfest, der afholdes lørdag aften i BB’s restaurant på Tingbjerg anlægget. Men alligevel – god fornøjelse til de mange trofaste tilhængere !

     chrhas Netavisens reporter Christian Haslund har disse indtryk fra dagens kamp

 

Brønshøj tabte til overmagten

I sæsonens sidste hjemmekamp tabte Brønshøj til Viborg i en kamp, der var afgjort efter de første 45 minutter, og hvor tilskuerne bl.a. fik set et selvmål, et straffespark samt et rødt kort til hjemmeholdet.

Der var foretaget en enkelt ændring i startopstillingen i forhold til søndagens kamp mod AC Horsens. Nuri Mustafi var tilbage på sin vante plads på midtbanen efter overstået karantæne, og afløste Malte Kiilerich, der i stedet for tog plads på bænken.

Inden kampens start blev der først uddelt blomster til Viborg, da Brønshøj ønskede midtjyderne tillykke med oprykningen til Superligaen. Samtidig modtog anfører Mads Gabel ligeledes en buket blomster for at have spillet 100 seniorkampe for Brønshøj.

                                                     Gabel

             Mads Gabel spillede sin kamp nr. 100 for BB. Næste kamp bliver hans sidste, da han skal til Lyngby

                   

1. halvleg var 10 minutter gammel, da en Brønshøj-spiller fik hånden på bolden inde i feltet, og uden at tøve pegede dommer Benjamin Leander på pletten. Straffesparket skulle sparkes af Alhaji Gero, der sendte bolden sikkert i mål, selvom Nicklas Dannevang fik kastet sig til den rigtige side.

5 minutter senere kom Brønshøj bedste mulighed i 1. halvleg, da Kasper Sørensen fra midten af Viborgs banehalvdel sendte et godt skud mod mål, hvor målmand Peter Friis Jensen måtte ud i fuld længde for at redde bolden.

Netop Kasper Sørensen skulle komme i centrum lidt senere i 1. halvleg, da han 10 minutter før pausefløjt modtog det røde kort. En beslutning der undrede både fans, Brønshøj-spillere og Viborg-spillere.

Gabel 3

                      Her får Kasper Sørensen det røde kort af dommeren, ingen forstod hvorfor

Men inden det røde kort, fik Viborg bragt sig foran 2-0, da en Brønshøj-spiller, efter et Viborg-hjørnespark, fik rettet bolden af, så den lige nøjagtigt sneg sig over stregen.

Viborg fik også muligheden for at gøre det til 3-0, da Alhaji sled sig fri, men Nicklas Dannevang kom godt ud af sit mål, og fik med en fodparade sendt bolden til hjørnespark.

Efter pausen havde Brønshøj svære betingelser med en mand i undertal og et Viborg-hold i fuld kontrol, og der var også langt mellem snapsene. Små 10 minutter inde i halvlegen fik Brønshøj frispark et farligt sted, og Mikkel Nøhr sendte kuglen mod mål, hvor Viborgs målmand igen hev en fin redning frem, og fik slået bolden til hjørne.

Kort efter oplevede fansene noget usædvanligt, da forsvarskæmperne Mads Nielsen og Babajide Ogunbiyi, i en duel, væltede ind i målet. Det kunne målet ikke klare og væltede derfor baglæns. Spillerne fik dog hurtigt sat målet på plads igen.

Gabel 2

                                           Den usædvanlige situation, da målet væltede

5 minutter før tid fik Viborg bragt sig yderligere foran, da Søren Reese kom højst efter et hjørnespark, og igen sneg bolden sig lige over stregen, og linjevogteren markerede mål. Noget, som størstedelen af Brønshøj-spillerne absolut ikke var enige i.

Gabel 4

               Mål – siger dommeren, selvom Brønshøjs spillere protesterer. Viborg har scoret til 3-0

En fuldt fortjent 3-0 sejr til rækkens førerhold, der aldrig var i fare for at tabe, mens Brønshøj nu kun har et skud tilbage i bøssen for at tage en sejr i foråret, når de på lørdag den 6. juni kl. 16 spiller ude mod Vejle.

Kan man dog ikke vente helt til lørdag med at se hvepse-bold, så spiller 2. holdet hjemme mod Vanløse på mandag den 1. juni kl. 19.

Opstilling:
Nicklas Dannevang – Svenn Crone (46. Sebastian Lassen), Mads Nielsen, Jesper Fleckner, Oliver Fredsted – Nuri Mustafi, Kasper Sørensen – Mads Gabel (78. Jakob Andreasen), Mikkel Nøhr, Casper Henningsen – Oke Akpoveta (74. Aleksandar Lazarevic)

Ikke benyttet:
Johan Gårdsvoll, Sebastian Grubak, Lars Emil Juel Andersen, Malte Kiilerich

Mål:
0-1 Alhaji Gero, straffe (12)
0-2 Selvmål, Mads Nielsen (31)
0-3 Søren Reese (86)

Advarsler:
Brønshøj: Oke Akpoveta, Svenn Crone
Viborg: Jonas Thorsen

Udvisninger:
Brønshøj: Kasper Sørensen efter 35 minutter

Tilskuere:
361

Dommer:
Benjamin Leander

Foto til denne reportage: Thomas Løser og Christian Haslund