Brønshøjs forsømte forår blev fuldendt i Vejle lørdag eftermiddag

Brønshøj sluttede foråret af med et 0-2 nederlag til Vejle. Hvepsene havde ellers flere gode muligheder for at bringe sig foran i 1. halvleg og reelt lukke kampen efter de første 45 minutter, men som vi har set så mange gange her i foråret, så manglede skarpheden foran mål.

2700-netavisens udsendte medarbejder Christian Haslund til BB’s sidste kamp i 1. division i Vejle

AAA

BB spillede i lange perioder lige op med hjemmeholdet, og alle mand kæmpede bravt

Der var tre ændringer i forhold til startopstillingen i sidste weekends kamp mod Viborg. Oke Akpoveta og Kasper Sørensen sad ude med karantæne og blev erstattet af Sebastian Lassen og Lars Emil Juel Andersen. Derudover var Jakob Andreasen at finde på venstrefløjen i stedet for Casper Henningsen.

Sebastian Lassen skulle nok have bragt hvepsene foran efter bare 4 minutter, da Mikkel Nøhr i flot stil førte bolden frem, inden han sendte bolden mod mål. Her kunne Kristian Fæste ikke holde bolden, og returen røg lige ud i fødderne på Lassen, men Fæste kom hurtigt på benene igen og fik helt utroligt blokeret Lassens skud.

Senere i halvlegen fik både Lars Emil Juel Andersen og Jakob Andreasen chancen for at bringe hvepsene foran, mens Juel blev tacklet i skudøjeblikket, mens Jakob ikke kunne få fuld kontrol på Nøhrs gode indlæg.

Vejle var sjældne gæster i Brønshøjs felt. Deres bedste muligheder tilfaldt topscorer Andreas Albers, men han kunne ikke få bolden inden for målrammen.

2. halvleg startede med et Vejle-pres, hvor de fik sendt bolden mod mål et par gange, uden det dog for alvor voldte Nicklas Dannevang nogen problemer.

Men i det 53. minut modtog Joan Edmundsson bolden i feltet, og efter at have leget snurretop, sendte han bolden fladt i mål bag en chanceløs Nicklas Dannevang.

                                                                 DSC_0378 (803x1024)

           En god mand som Brønshøj kommer til at savne. Mads Gabel siger farvel til alle BB-supporterne

Efter scoringen faldt tempoet i kampen. Vejle stod lavt og overlod initiativet til Brønshøj, der på trods af en del sværmeri omkring Vejles felt ikke kunne komme frem til en afslutning.

I stedet for kunne Vejle bringe sig foran 2-0, da en Brønshøj-aflevering endte lige i fødderne på Christian Sivebæk, der, alene med Dannevang, kunne score i sin afskedskamp for Vejle.

Brønshøj fik en stor mulighed i overtiden for at reducere, da Jabar Sharza, der var blevet skiftet ind tidligere, i fint samspil med Mikkel Nøhr endte tæt på Vejles mål, men en fantastisk fodparade af Fæste forhindrede hvepsene i at reducere, og kampen sluttede derfor 2-0 til hjemmeholdet.

Så heller ikke i 16. forsøg, her i foråret, skulle det lykkedes for hvepsene at forlade banen, som sejrherrer, og det har i den grad været et forsømt forår for Brønshøj, men nu skal der kigges frem mod efteråret, hvor der venter helt andre udfordringer i 2. division.

Vejle – Brønshøj                        2-0 (0-0)

Opstilling:
Nicklas Dannevang – Svenn Crone, Mads Nielsen, Jesper Fleckner, Oliver Fredsted (30. Sebastian Grubak) – Nuri Mustafi, Lars Emil Juel Andersen (73. Malte Kiilerich) – Mads Gabel, Mikkel Nøhr, Jakob Andreasen (81. Jabar Sharza) – Sebastian Lassen

Ikke benyttet:
Johan Gårdsvoll, Sani Tahir, Martin Rasmussen, Jonas Skovengaard

Mål:
1-0: Joan Edmundsson (53)
2-0: Christian Sivebæk (89)

Advarsler:
Vejle: Kristian Gaarde, Henrik Bødker
Brønshøj: Nuri Mustafi, Jabar Sharza

Tilskuere:
1.716

Dommer:
Kasper Madsen