Indlæg fra Peter Skaarup: Trygheden skal tilbage

De fleste forbinder nok Hjem-IS-bilernes klokke med søde børn, der lyser op i store smil, og spørger mor eller far, om det ikke nok kan blive til en is? Sådan er det heldigvis også i virkeligheden langt de fleste steder i Danmark. Men flere steder kører Hjem-IS-bilerne slet ikke. I Gellerupparken ved Aarhus stoppede man for fem år siden med at køre, fordi man var blevet plaget af røverier. I københavnerbydelen Tingbjerg sælges der heller ikke is af samme årsag, mens man visse steder ligefrem har ansat sælgere, som til dagligt arbejder som politimænd, og nu har et bijob som issælgere. I Vollsmose, som ligger i udkanten af Odense, springer man ruten over i de perioder, hvor der er ballade.

                                                 IMG_1311

Nu handler det her selvfølgelig om mere end bare, at nogle børn ikke får is. Selvom mange børn sikkert mener, at det skam er en meget vigtig sag. Det handler også om, at der simpelthen er steder i Danmark, belastede bydele, hvor nogle personer får lov til at sætte deres helt egen dagsorden. Hvor brandfolk, buschauffører, politifolk og endda harmløse issælgere er udsat for risiko, når de bare udfører deres arbejde. Det er helt og aldeles uacceptabelt! Folk skal trygt kunne bo eller udføre deres arbejde i ro og fred uanset, om det foregår på en villavej eller i Vollsmose. Vi skal simpelthen tage fløjshandskerne af og vise de rødder, hvem der bestemmer her i Danmark. Hvis nogle af ballademagerne ikke er danske statsborgere, så skal de udvises. Konkret skal der blandt andet hårdere straffe, mere politi og en balanceret social indsats til. Vi skal have fat i de børn og unge, som er på vej ud på et kriminelt skråplan, langt tidligere, så de kan komme på rette kurs igen. Det gør vi som samfund ikke godt nok lige nu.

Peter Skaarup MF, gruppeformand og retsordfører for Dansk Folkeparti