Det må være en speciel oplevelse, når man svæver i luften over Husum Torv

hut1

Om man ligefrem ville bytte med de to kommunale elektrikere, er nok tvivlsomt, men det må nu være en ret så speciel oplevelse at hænge der over Husum Torv, mens trafikken buldrer afsted lige neden under. Men det var, hvad man kunne se onsdag formiddag, hvor der skulle skiftes ledninger. Og her er det så man tænker – hold da op hvor er arbejds redskaberne blevet forbedret med årene. I gamle dage brugte man almindelige stiger, mens man i dag bruger lifte, som hver mand tilmed selv kan styre. Fra netavisens residens på Husum Torv fik vi god mulighed for at fotografere de to elektrikere oppe fra, som det ses på billedet. Lidt senere på formiddagen snuppede vi et billede i jordhøjde, og det så faktisk endnu mere imponerende ud. 

Som man ser, generes trafikken ikke ret meget. Nuvel – der holder to store liftvogne parkeret ved vejkanten, men alle kan komme forbi – og vi kunne i hvert fald konstatere, at trafikken gled gnidningsløst. Næsten da. I løbet af en god times tid havde kommunens folk udført deres job, og kunne drage videre.