"Fessors" gamle jazzvenner i gratis koncert i Pilegårdens have
Om en lille uges tid kan man høre lyden af New Orleans i Pilegårdens grønne have til en gratis jazzkoncert.
På scenen tirsdag den 25. august kan man opleve musikere, som enten har spillet meget længe, eller været gode vikarer i Papa Bues Viking Jazzband, der var bannerførere indenfor dansk Dixieland- og New-Orleans-Jazz. Orkestret blev opløst, da Arne Bue Jensen tog sin tur til den evige jazzscene tilbage i november 2011. Efter hans bortgang opstod der en stor interesse for at hylde hans eftermæle. Hyldet bliver gode gamle ”Papa Bue” også denne augustaften, hvor bandet består af ”Fessor” på trækbasun, Jens Sølund på bas, Erik ”krølle” Andersen på klarinet, Per Jacobsen på klaver/vokal og Henrik Simonsen på trommer.
Bandet spiller først og fremmest gamle numre fra New Orleans, men hvis der er publikumsønsker om f.eks. “Nyboders pris” og lignende, så får man måske også det at høre.
Der er gratis adgang og siddepladser til alle, og der bliver tændt op i grillen en halv time før koncertstart kl 18.30, så medbragte madvarer kan grilles. Drikkevarer kan købes af Café Pilen. Og bare rolig: Hvis det regner flytter koncerten ind i kulturhusets café.
Sommerjazz i Kulturhuset Pilegårdens hyggelige gårdhave får økonomisk støtte fra EFTERÅRSMARKEDET på Bellahøj og afvikles i samarbejde med Kulturhuset Pilegården, Brønshøj Copenhagen Jazz Club og Ole ”Fessor” Lindgreen.