Her før turneringsstarten har 2700-netavisen haft en snak med Casper Christensen, som er succesfuld træner i Boldklubben Fix. Og han er ikke i tvivl – vi skal nok klare os !
– Vores målsætning for sæsonen er klart at etablere os i Serie 1. Dog mener vi selv, at vi er stærke nok til at spille med om oprykning. Så det skal vi ud og vise. Det bliver et meget, meget sultent Fix hold, man får at se. Vi har fået arbejdet med vores defensiv, og også arbejdet med den gode og aggressive spillestil vi praktiserer.
Casper Christensen – vi tror på en god sæson ..
Af tilgang har vi fået en del spændende spillere. Benjamin Lee, landsholdsspiller fra Singapore med erfaring fra 1.divison hos AB, og også som tidligere professionel i Singapore for Young Court Lions. En dygtig teknisk angriber som har det ekstra, vi har ledt efter efter afgang fra Claus Rievers. Ydermere har vi fået tilgang af tre dygtige spillere fra Frederiksberg Boldklubs KS hold er det Jesper Liu, og fra Sønderbro Fight, målmand Philip Hansen og back Kim Kaarsberg. Vi har hele sidste sæson kun haft én målmand i Rasmus Bonde, og han skal simpelthen have lidt konkurrence.
Jeg tror, at dette års serie 1 bliver utrolig tæt. Jeg mener det bliver 4-5 hold, der kommer til at kæmpe om tingene, og der vil vi gerne være med. Jeg har set en del træningskampe her i opstarten og synes, der er meget stor forskel på tingene. Så jeg tror rækken relativ tidligt knækker.
Stemningen i truppen er virkelig god. Der er stor konkurrence om pladserne, og til premierekampen på tirsdag skal vi sortere hele fem mand fra. Det er ikke altid sjovt at skulle fortælle spillerne, som ellers har ydet til træning, at man skal på 2.holdet. Men sådan er gamet.
Vi står stærkt rustet. Og mine kolleger har slet ikke nævnt os i deres optakter. Men jeg tror hurtigt, de kommer på andre tanker. 2700-netavisen spørger, hvad jeg glæder mig mest til. Jeg glæder mig hver gang, jeg sætter mig i min bil og skal køre fra Østerbro til Brønshøj Kirkevej 52. Der er i hele klubben en smittende glæde og gejst. Både fra ungdom til senior. Så det er en fornøjelse at være en del af. Hele Fix har bevæget sig. Så jeg glæder mig til stadig at være en del af klubben i fremtiden. Men alle fodboldfans i Brønshøj burde komme til Gadelandet på tirsdag den 18. august kl.19:00 og se en meget god fodboldkamp. Begge hold har store profiler, og det bliver en kamp på et meget højt niveau.
Sådan slutter Casper Christensen, og vi kan da kun opfordre alle fodboldglade til at følge hans råd og møde op tirsdag aften i Gadelandet.