Sol, sommer og sang i Bystævneparken ..
Andendagen i Bystævneparkens sommerfestival gik strygende, og der blev blandt andet givet underholdning af Anne Herdorff, Keld og Hilda og Bystævneparkens egen lokale underholder, Tore Eg som beredvilligt trådte til, da der opstod lidt forsinkelser i programmet. Flot gået for øvrigt af Tore, som på glimrende vis fik tiden til at flyve afsted, før de annoncerede kunstnere kom på scenen.
Tore Eg stod det meste af tiden og underholdt bare med sin guitar. Det var et forfriskende pust.
Der er altså noget magisk ved denne festival, for vejret en stort set altid godt, når det afholdes. Så der var sørget godt for gennemtræk i teltet. Og de ældre tilhørere var alle i luftig beklædning, så alle befandt sig godt.
Omkring klokken 11 gik Anne Herdorff på scenen, og hendes friske og joviale stil gik hjem lige med det samme. Hun gav en masse fra den gode gamle sangbog, som de ældre kunne synge med på. Man kunne simpelthen ikke undgå at blive i godt humør.
Anne Herdorff sluttede naturligvis af med sin grandprix sang – “En lille melodi” og måtte give et par ekstranumre.
Og så kom turen til festivalens nærmest faste inventar Keld & Hilda, og de fik også hele teltet til at koge
Anne Herdorff har fans i alle aldre, og der gik lang tid, før hun kunne komme videre. Der skulle snakkes, og hun gav sig tid til det.
Også udenfor teltet var der hyggeligt og godt med liv i boderne
Torsdag slutter Louise Espersen af kl. 11.30 – derefter Bamse Jam, og så lukker borgmester Ninna Thomsen festen kl. cirka 14.30. Fredag er der VIP-fest om aftenen.
Billedet på forsiden er Keld & Hilda sammen med centerleder Susanne Christensen, som har stået for underholdningen.