Den lokale kunstner Birgit Röttig udstiller en stribe af sine farvestærke akvareller i Pilegården
Behind Blue Eyes (foto: Birgit Röttig)
Den lokale kunstner Birgit Röttig udstiller en stribe af sine farvestærke akvareller i Pilegården i hele september. Der er fernisering for alle interesserede torsdag den 3. september kl. 17-19.
I Birgit Röttigs farvestrålende akvareller er motiverne typisk portrætter eller hentet i naturen. Hendes brug af pangfarver og den eksperimenterende brug af collage-teknikker er kendetegnende for værkerne. Det samme er legen med malingens gennemsigtighed, den grafiske renhed i stregen og det utraditionelle greb om kompositionen, som giver billederne et friskt og tidssvarende udtryk.
Der er fri entre. Udstillingen kan ses inden for Café Pilens åbningstid.