Cykelparkering ved busstoppesteder i København prioriteres højt midt i busbaneprojektet

Husum Torv før 1

Indtil for nylig, mens torvet endnu så sådan ud i Husum – var cyklerne placeret mere eller mindre tilfældigt – flere af dem op af buslæskurene. Men midt i busbanehetzen arbejdes ihærdigt på at skabe ny og bedre cykelparkering. Det er måske også lettere at placere på f.eks. selve torvet, nu da bilerne får sløjfet et utal af p-pladser i den øvrige del af Brønshøj og Husum.

Det skal være nemmere at kombinere cyklen med den kollektive transport. Derfor undersøger
Movia i samarbejde med Københavns, Furesø og Gladsaxe kommuner, Supercykelstisekretariatet
og Region Hovedstaden, hvordan cykelparkering ved stoppesteder skal designes
og placeres.
94 pct. af københavnerne er overordnet set tilfredse med København som cykelby, men zoomer
man ind på cykelparkering falder tilfredsheden markant til kun 33 pct. Ser man på muligheden
for at kombinere cyklen med den kollektive transport ligger tilfredsheden på 60 pct.
Derfor er der i disse år stort politisk fokus på at forbedre cykelparkeringen i København, og et
af fokuspunkterne er cykelparkeringen ved stationer og busstoppesteder. København har
fået 1,2 mio. kr. i støtte fra staten til et forsøg med bedre cykelparkering langs den nye hurtigbusrute
+Way fra Hans Knudsens Plads til Nørreport via Nørre Campus.

Nu vil cykel- og busfantasten – Københavns teknik- og miljøborgmester – finde den kommunale medfinansiering til projektet.
– Vi skal give københavnerne og byens mange pendlere gode alternativer til bilen. Vi arbejder
sammen med Movia benhårdt på, at gøre det nemmere for busserne at komme hurtigt
gennem trafikken. Og nu tager vi også hul på et samarbejde om at forbedre mulighederne for
at parkere cyklen ved busstoppestederne, siger teknik- og miljøborgmester Morten Kabell
(EL).
– Vi ved ikke nok om, hvad der får pendleren, skoleeleven eller pensionisten til at kombinere
cykel og bus, eller hvilke ønsker, de har til det optimale busstoppested og cykelparkering.
Derfor begynder projektet med at spørge dem, fortæller Anette Enemark, der er chef for Mobilitetsrådgivningen hos Trafikselskabet Movia.
Passagererne bliver spurgt om deres ønsker til stoppested og cykelparkering, og svarene
skal ud over passagerernes konkrete ønsker også vise, om der er forskel på ønskerne hos passagerer i boligområder, erhvervsområder, den tætte by og uden for byen.
– Mange bruger automatpiloten når de vælger transportmiddel. Enten er man cyklist, busbruger
eller billist. Vi vil gerne opnå, at flere vælger det transportmiddel – eller kombination af
transportmidler – der passer til den konkrete tur. Og selvfølgelig gerne, at flere kombinerer
bus og cykel oftere, siger Anette Enemark.
Fakta
Københavns Kommune har fået tildelt 784.000 kr. fra den statslige ”Pulje til Supercykelstier
og Cykelparkering” til projektet ”Cykelparkering ved større busstop”. Den nødvendige egenfinansiering
til projektet på 1,2 mio. kr. indgår pt. i kommunens forhandlinger om budgettet for
2016.
Projektet vil forbedre kapaciteten og opgradere cykelparkeringsfaciliteterne med omkring
200-400 cykelparkeringspladser ved udvalgte busstoppesteder, for at gøre det attraktivt for
pendlere at kombinere cyklen med bus. Projektet vil tage udgangspunkt i et pilotprojekt langs
+Way-ruten i København og vil på baggrund af erfaringerne udvikle et mere generelt koncept,
der vil kunne implementeres på andre udvalgte busstoppesteder i København.