Gangbroen over Husum Station får lys i gelænderet
Den nye gangbro over Husum Station åbnede som planlagt fredag den 28. august, så det igen er muligt at cykle hele vejen fra Mørkhøj/Husum til Islev langs Vestvolden. Teknik- og Miljøforvaltningen er i gang med at færdiggøre de sidste detaljer omkring den nye gangbro, og det omfatter blandt andet arbejdet med at installere lys på broen.
Helt konkret vil der blive indbygget lys i gelænderet, som bliver udført i glasfiberarmeret polyester; et semitransparent grønligt materiale, som gør, at hele gelænderet kommer til at lyse. Lyskilderne vil lyse tre veje: skråt, ind mod broen og op.
Det betyder, at hele gangfladen og rækværket vil blive oplyst, og at man undgår skyggevirkninger. Lyset forventes at være installeret ved udgangen af september. DSB er samtidig gået i gang med at renovere trappen, der forbinder gangbroen med perronen.