2700-netavisen opfordrer alle til at hjælpe Frelsens Hær med husstandsindsamlingen på søndag

                                  Frelsens hær 2
 
Husstandsindsamlingen Giv en hånd til Danmarks udsatte søndag den 20. September mangler indsamlere. Frelsens Hær har i kraft af en ny indsamlingslov for første gang nogensinde fået lov til at lave en hustandsindsamling i København til fordel for det sociale arbejde i hele Danmark. Indsamlingen er som nævnt på søndag den 20. September, men man mangler indsamlere ..
 

Kolliderer uheldigvis med TV-indsamling til Syrien

Selvom indsamlingen Giv en hånd til Danmarks udsatte har været planlagt og koordineret med andre organisationers indsamlingsdatoer i månedsvis, kolliderer den nu meget uheldigt med den store TV-indsamling til Syrien samme dag. I Frelsens Hær håber man dog, at københavnerne og folk i resten af Danmark, vil tage godt imod begge indsamlinger og støtte begge værdige formål.

Frelsens Hær samler ind til Danmark udsatte  

Den regionale husstandsindsamling i København går til det sociale arbejde i Danmark. Frelsens Hær sociale arbejde hjælper fattige familier med hjælp og rådgivning, hjemløse med overnatning og varm mad, ensomme pensionister med en kop kaffe og en snak om livet. Der er rådgivning om gæld og juridiske problemer. Derudover får hundredvis af personer hver dag mad og hjælp i vores væresteder, menigheder, herberg, krisecentre etc.

                                    frelsens hær

Fattigdommen stiger og der er brug for hjælp nu!

I denne uge viste en ny undersøgelse af antallet af hjemløse sætter ny rekord. Sidste lørdag var Frelsens Hær i Bonbonland og Fårup Sommerland med over 3000 børn og voksne, som ikke har råd til ferie. Feriehjælpen sætter ny rekord med over 7000 familier på venteliste. Julehjælpen satte ny rekord sidste jul. Samtidig har regeringen besluttet at afskaffe fattigdomsgrænsen, så man ikke længere kan måle udviklingen i fattigdommen i Danmark. Alt dette gør det vanskeligere at være fattig. Der er behov for hjælp til Danmarks fattige og udsatte.

Indsamlingen er til alle udsatte i Danmark

Frelsens Hærs hjælp er til alle udsatte i Danmark uanset tro, nationalitet eller baggrund. 

Hele Danmark kan støtte indsamlingen i København

Hvis man ikke får besøg af Frelsens Hær på søndag eller bor udenfor København, så kan man støtte indsamlingen på netbank 4183-7001568, MobilePay 30 85 83 35 eller på www.danmarksudsatte.dk