Før lørdagspremiere - Stadions træner: Indrømmet - vi har ikke fået det bedste start

imagesthomas

HÅNDBOLD: Vor lokale håndboldklub IF Stadion fik ny træner før efterårssæsonen 2013. Oliver Jensen stoppede for at søge nye udfordringer, og Thomas Schou kom til fra Amager. Rent umiddelbart lå der en vis optimisme i luften før turneringen, men det er ikke helt gået, som de fleste havde håbet. Derfor stillede vi “10 skarpe” til Thomas Schou omkring årsskiftet. Resultatet af den snak viser heldigvis, at det fortsat er en optimistisk og ambitiøs træner, klubben har i spidsen.

10 skarpe til Thomas Schou:

Har jeres start på årets 2. division levet op til forventningerne ?

Vi må sige nej, det har den ikke. En kombination af en spiller der tog ti bundesligaen lige inden turneringsopstart, samt skader hos fire markante spillere har været medvirkende til den magre pointhøst. Vi har heller ikke være skarpe nok i de situationer, hvor kampe har skulle afgøres.

har det været manglende styrke eller skader ?

Som ovenstående. I kampene mod Øresund, Rødovre og TSØ må vi selv tage ansvaret for vores nederlag, da manglende kræfter og det at holde hovedet koldt ikke var tilstede.

Hvor stærk er rækken i år ?

Jeg har nævnt dette ofte før til andre medier. Rækken er den stærkeste, jeg kan huske – set på bredden. Jeg har vel været med omkring rækken de sidste ca. 10 år og har ikke set så bredt og kompetent et felt af hold og spillere i 2 division. Der er flere liga og 1. divisions spillere i rækken end tidligere, og niveau forskellen fra bunden til sub toppen er marginal.

Hvordan er stemningen i truppen ?

Haha, også et ofte anvendt spørgsmål. Stemningen er faktisk god, og spillerne holder sammen. De har det godt sammen uden for banen og ingen tvivl om, at den fornuftige stemning hænger sammen med, at de fleste kender grunden til de pauvre resultater.

Hvad er målsætningen for sæsonen 2013/14 ?

Den er klart at få samlet de nødvendige point, så vi ikke skal være i spil til de tre nederste pladser, når sæson afslutningen nærmer sig. Det bliver vanskeligt men ikke umuligt – nu hvor vores skadede spillere  er tilbage igen. Vi har fem meget vigtige kampe i starten af 2014, hvor det er alfaomega at få points i hus.

Mister I nogen – eller får I tilgang af nye spillere i pausen ?

Det ser desværre ud til, at vi mister Niklas Reginsson, som har været en super fyr til både træning og kamp. Han skal være far og skal gøre skolen færdig, hvilket ikke efterlader tid og overskud til håndbold. Joannes og Frank er begge skadet, og vi tror desværre ikke, vi får meget mere ud af dem i denne sæson. Vi arbejder hårdt på at kunne præsentere et par forstærkninger, som kan hjælpe os i foråret.

Er det en mærkbar forandring for dig at være træner for Stadion sammenlignet med Amager i sidste sæson ?

Den største ændring er nok, at vi var flere spillere til træning, samt at de spillere der var i Amager, havde en markant større erfaring, og derfor vidste hvad der skulle til for at levere, når kampene skulle afgøres. I Stadion har vi dog en ledelse/formand som er meget tættere på, og som støtter gevaldigt op omkring holdet, spillerne og træner teamet.

Har Stadion potentialet til andet end en midterplacering i rækken ?

Jeg mener stadig, at vi med alle mand klar hører til i sub toppen, altså fra nummer tre til seks, som der ser ud lige nu. Vi har spillet lige op med førerholdet HIK i 45 min. Tabt knebent til FIF, som ligger nr. 2 og har generelt været med i alle kampe med få undtagelser. Vi har manglet det sidste, som klart har handlet om kræfter og ressourcer. Vi har spillet to – tre kampe med ni – ti mand, fordi der ikke var flere til rådighed.

Hvilken har været jeres bedste kamp indtil nu ?

Bedste fulde kamp var nok åbningskampen mod FIF, hvor vi til sidste taber med et enkelt mål, men virkelig kæmper for hinanden. Jeg vil også gerne fremhæve de 45 min. mod HIK for nyligt, hvor vi fører med to mål efter 45 min. men falder sammen de sidste det sidste kvarter. Senest var vores sidste kamp på udebane mod et stærkt TSØ hold med flere forstærkninger fra 1. division en rigtig fornuftig kamp, dog ikke resultatmæssigt, da vi taber med et mål.

Hvordan er opbakningen til Stadion, når I spiller i Bellahøj Hallen ?  

De som kommer, lever sig godt ind i kampene. Vi kunne selvfølgelig godt tænke os lidt flere ”gæster” i hallen, men det kommer måske, når vi vinder nogle kampe…..

 

Sådan er IF Stadions program i foråret:

11. januar kl. 16.00: Rødovre HK – IF Stadion         Rødovre Stadionhal

16. januar kl. 20.00: IF Stadion – Nordsjælland 2     Bellahøj Hallerne

26. januar kl. 15.00: IF Stadion – BK Ydun               Bellahøj Hallerne

 2. februar kl. 13.00: Ajax 2 – IF Stadion                   Bavnehøj Arena

22.februar kl. 16.00: Øresund H. – IF Stadion           NKK-hallen, Nivå

  1. marts  kl. 14.30:  IF Stadion – Holte IF                Bellahøj Hallerne

  7. marts  kl. 19.00:  IF Stadion – HIK                       Bellahøj Hallerne

18. marts  kl. 19.30:  Team Køge – IF Stadion          Herfølge Hallen

22. marts  kl. 15.30:  Amager SK – IF Stadion          Sundbyøster Hallen

29. marts  kl. 14.30:  IF Stadion – TSØ                     Bellahøj Hallerne

  2. april    kl. 20.10:  Nordsjælland 2 – IF Stadion     Helsingør-hallen

13. april    kl. 14.30:  IF Stadion – FIF                        Bellahøj Hallerne