Brønshøj kom op på hesten igen - 1-0 hjemme over AB Tårnby
FODBOLD: Så er halvdelen af 2. division Gruppe 1’s kampe spillet for Brønshøjs vedkommende, og det endte med tre nederlag, en enkelt uafgjort og tre sejre. I alt en pointhøst på 10 efter syv kampe og en placering blandt de fire øverste. Målscoren siger 8-8 ! Men det er snert, meget snert. Så sidste halvdel bliver nervepirrende at komme igennem. Derfor er det er så pokkers vigtigt ikke at komme bagefter førerfeltet. Foreløbig er rækken ikke brækket alvorligt over på midten, men sker det, er det livsvigtigt at hægte sig fast i øverste halvdel.
Spillernes yndlingsrunde efter en kamp – modtagelse af hyldesten fra supporterne
Med den modgang BB har haft, og de spillere der er mistet, så må man sige, at sæsonen foreløbig er godkendt. Man skal altså lige lære de nye spillere at kende, ligesom cheftræner Jesper Hansen skal finde den helt rigtige opstilling til de svære kampe. Som det ser ud nu, tror vi på, at Hansen og Ibsen har fundet folk, der er stærke nok til at føre BB i oprykningsspillet til foråret. Lad os håbe det lykkes.
Hver eneste kamp i rækken er vigtig, og alle kan i realiteten slå hinanden. Så der er ingen lette opgør. Derfor var 1-0 sejren over AB Tårnby så uhyre vigtig lørdag eftermiddag.
2700-netavisen havde Christian Haslund på lægterne, og han giver her sine indtryk af opgøret ..
Foto: Henrik Haslund og Thomas Løser
Lang tå sikrede 3 point
Brønshøj skulle i dag forsøge at komme på hesten igen efter nederlag i de seneste to runder, og det lykkedes heldigvis, da det blev til en 1-0 sejr over AB Tårnby takket være Sebastians Lassens lange tå.
I 1. halvleg kom ingen af de to keepere på overarbejde, da det kun blev til en enkelt afslutning inden for målrammen.
Det betød dog ikke, at der ikke var afslutninger. Jabar Sharza og Oliver Fredsted havde begge to forsøg, men de var uden for målrammen. Samtidig var der også optræk til flere chancer for hjemmeholdets vedkommende. Jabar Sharza havde et par muligheder for at skyde udefra, men valgte at spille bolden videre, og en enkelt gang sprang bolden fra en ellers fri Jonas Skovengaard.
AB Tårnby havde også enkelte afslutninger, da Lasse Lindbjerg efter 19 minutter sendte en rundskæv afsted mod mål, og 20 minutter senere kom Ricky Gotland lige foran Kasper Vilfort, men i begge tilfælde manglede præcisionen.
I det 41. minut måtte Vilfort dog vise sine målmandsevner, da Morten Christoffersens frispark fik lov til at gå hele vejen, men ved bagerste stolpe fik Brønshøj-keeperen flot viftet bolden til hjørne.
Mere skete der ikke i 1. halvleg, der sluttede 0-0. I pausen blev Sebastian Lassen skiftet ind i stedet for Jonas Skovengaard, og det skulle vise sig, at være en god idé.
2. halvleg var kun et par minutter gammel, da en bold lidt tilfældigt havnede hos Jabar Sharza, men Brønshøj-topscoreren måtte se sit forsøg blive blokeret i sidste øjeblik.
10 minutter senere kom forløsningen for hjemmeholdet, da Oliver Fredsted forsøgte at finde Sharza. I stedet gik bolden forbi både Sharza og en AB-spiller og hele vejen ind til Sebastian Lassen, der med en lang tå kunne sende bolden forbi en chanceløs Rasmus Pryts og ind i kassen. 1-0 til Brønshøj.
Her ses målet i flere tempi.
Scoringen gjorde, at Brønshøj kunne satse på omstillinger, hvilket skabte enkelte muligheder, mens AB Tårnby ikke for alvor fik truet Brønshøjs mål.
Det blev dog lidt stressende til sidst, med en del dødbolde til gæsterne, men gang på gang fik hjemmeholdet afvist, og Brønshøj kunne efter 3-4 minutters overtid strække armene i vejret og fejre de 3 point.
En god sejr for Jesper Hansens tropper, der sender Brønshøj op på en foreløbig 3. plads, og i næste uge gælder det så igen dagens modstander, denne gang på udebane.
Top klar til at løbe med divisionsholdet ind på banen før kampen – dejlige BB-unger ..
Men inden da skal hvepsene først en tur til Køge Stadion, hvor de på tirsdag den 22. september kl. 18.30, skal møde Rishøj fra Danmarksserien i 3. runde af DBU Pokalen
Brønshøj – AB Tårnby 1-0 (0-0)
Opstilling:
Kasper Vilfort – Jamil Fearrington, Sebastian Grubak (51. Jeffrey Ofori), Nuri Mustafi, Oliver Fredsted – Kenneth Sørensen, Malte Kiilerich – Casper Henningsen, Jonas Skovengaard (46. Sebastian Lassen), Jabar Sharza – Andreas Granskov
Ikke benyttet:
Johan Gårdsvoll, Daniel Anusic, Frederik Lorenzen, Martin Rasmussen, Patrick Naundrup
Mål:
1-0: Sebastian Lassen (58)
Advarsler:
Brønshøj: Andreas Granskov, Jamil Fearrington og Jabar Sharza
AB Tårnby: Jonas Zederkopff, Morten Siclau, Kasper Larsen og Kristian Bo Andersen
Tilskuere:
395
Dommer:
Martin Køster