Målorgie da Husum for alvor avancerede til toppen med 4-3 sejr over VLI
FODBOLD: Hatten af og et dybt buk ! Husum præsterede fredag aften at spille sin 7. kamp uden nederlag – og den kom til at betyde, at de blå/hvide nu er avanceret til 2. pladsen i Serie 1 bare et enkelt point fra førerholdet Tårnby FF. Efter en meget underholdende kamp vandt Husum på hjemmebanen i Husumparken med 4-3 over VLI efter 2-1 ved pausen. Det var underholdning fra start til slut – og selvom cifrene lyder meget jævnbyrdigt, så havde Husum stort set tjek på begivenhederne.
Godt nok startede det med en VLI scoring til 0-1, men Paulo Hansen fik udlignet til 1-1, og før pausen bragte Lasse Syndergaard Husum foran 2-1, hvilket blev halvlegens resultat.
De sidste 45 minutter blev ikke mindre underholdende. Husum kom på 3-1 ved Lasse Syndergaard på en glimrende assist fra Josef Moussa, men VLI svarede igen og fik reduceret til 3-2. Hvad træner Martin Krøger har fået banket ind i sine spillere er svært at sige, men kampgejsten i sådanne situationer lader sig ikke anfægte. Husum knoklede videre, og belønningen kom, da Paulo Hansen scorede sit andet mål til 4-2. Så regnede alle med, at det sidste søm var banket i kisten, men alligevel fik VLI reduceret endnu engang til 4-3 bare seks minutter før tid. Imidlertid hold Husum skansen – og en ny fortjent sejr var en kendsgerning.
Dermed rykkede de blå/hvide op på en 2. plads, hvor holdet ligger indtil videre. Det er positivt, at Husum virker stabile og ydmyge i årets turnering. Selvom holdet endnu er ubesejret som de eneste i Serie 1, så tager man en kamp ad gangen. Selvom man kommer bagud, kæmpes videre med troen på, at det nok skal lykkes. Flot gået af drengene fra Husumparken.
Kanon topkamp
På lørdag den 3. oktober spilles det ultimative topopgør på Vestamager, når Tårnby FF – rækkens nummer 1 tager imod Husum. Det sker klokken 13.00 !
Husum har allerede fyldt TV2/Sports fanbus, men kontakter man klubben, så er der alligevel mulighed for at blive transporteret til lørdagens kamp mod Tårnby. Der arbejdes på at skaffe endnu en bus, så gå ind på Husum Boldklubs hjemmeside og hør nærmere.