En historie der rykkede: Hvem har ikke gode minder fra det gamle Bellahøj Bad ?

Jovist er det da flot – det nye Bellahøj Bad – ingen tvivl om det. Men tager vi meget fejl, om ikke der er mange i bydelene, som ind i mellem savner det gamle friluftsbad ? De forskellige bassiner – 10-metervippen – det hyggelige græsareal, hvor man kunne ligge og sole sig og i det hele taget opbygningen som gjorde, at man var i fri luft hele tiden.

Sådan skrev netavisen i september for to år siden, og indenfor 24 timer havde 25.000 læst artiklen.

Flere – inklusive netavisens redaktør – har tilbragt mange herlige timer helt fra badets åbning i 1960 og i årene efter. Når skoledagen var afsluttet, så skyndte man sig op i den skønne oase for at få den længe ventede dukkert i det opvarmede vand. Det var bare lykken. Og blev man sulten, så kunne man købe pølser og is oppe i kiosken. Kneb det lidt med pengene, så smagte et almindeligt pølsebrød med sennep og ketchup bare skønt.

Man gik rundt med gummibånd i forskellige farver om håndleddet – afhængig af tidspunktet, man var kommet, og når tiden var udløbet, blev man råbt op over højtalerne. “Alle drenge med blå bånd skal gå til omklædningen”, (eller hvad det nu var, der blev sagt). Så gik man den tunge gang op i brusebadet, hvor man blev skyllet endnu engang, og derefter ind i hallen, hvor der blev udleveret tøjposer med ens ting i. Lykken var, hvis man kunne finde en brugbar billet på gulvet, så man “kunne ankomme på ny” – og få badetiden forlænget ! Det var ganske vidst lidt snyd, men det tog vi drenge ikke så tungt, for os gjaldt bare om at komme i vandet igen.

Mange somre er blevet nydt i det gamle friluftsbad. Som regel i ferien havde man madpakke med og en sodavand, og så var der måske også lige til en sodavands is. Det var simpelthen bare lykken.

En lille anekdote skal med til sidst. Netavisens redaktør havde i tidens løb vovet sig fra en-meter vippen og op på treeren. Det var fantastisk. De fleste kammerater pralede med både femmeren, syveren og få af dem med tieren. Det lykkedes mig også at komme op på femmeren, og glæden var ubeskrivelig. Men derefter tog jeg turen helt til tops – på ti-metervippen. Mest for at lukke munden på de kammerater, som pralede af at have sprunget der fra. Jeg husker, at alene turen op af de små trin var rædselsfuld. Men omsider nåede jeg op – og hold da op hvor var der langt ned. Udsigten var imidlertid fantastisk.

Bademesteren råbte og skreg, at jeg skulle springe, men jeg var stiv af skræk. Så jeg tog mig god tid. Alternativt kunne jeg kravle ned igen, men den tur ville næsten være værre. Efter nogle minutter tog jeg beslutningen. Jeg råbte ned til bademesteren, at jeg var klar, og så stod jeg ellers og kiggede ned. Ovre på Frederikssundsvej kørte Linje 5 på vej mod Brønshøj Torv. Bademesteren råbte igen, og så sprang jeg med helt samlede ben. Jeg røg ned og rørte bunden, men lykken og stoltheden strømmede gennem mig. Jeg havde for første og sidste gang i hele mit liv sprunget fra ti-meteren !

Er der noget at sige til, at den ti-meter vippe blev noget helt specielt i drengeårene ? Så da man fra Bellahøj Badet for nogle år siden meddelte, at nu skulle tårnet rives ned, så måtte jeg naturligvis op og overvære hvert minut af sidste akt. Det viste sig bare at være mere besværligt end forventet. Man brugte nærmest 5-6 timer på projektet, fordi tårnet var fyldt med stålwirer. Samtidig skete det på en grå, halvkold dag med støvregn, hvilket gjorde det til en endnu mere trist affære. Fra hallens balkon havde man frit udsyn til nedrivningen. Der blev taget flere billeder undervejs, og dem håber jeg dukker op på et tidspunkt. Når det sker, vil netavisens læsere naturligvis blive præsenteret for en reprise af tårnets endeligt.

Ja det var såmænd bare lidt minder fra en dejlig tid i drengeårene, men dem har man da lov at have !