Det bliver meget svært for Brønshøj at holde sig i top 4

FODBOLD: Hvad hjælper det, at man spiller godt – ja tilmed bedst i mange kampe, hvis slutresultatet på bundlinjen i sidste ende er negativt. Den kamp lørdag eftermiddag mod HIK kunne have sikret BB yderst favorable betingelser for at komme med i oprykningsspillet til foråret, og så missede de sort/gule også den chance. Gæsterne vandt 1-0 på et mål cirka 12 minutter før tid, og dermed bliver de næste par uger nærmest ulidelige, hvis man holder med BB.

For det første skal vi i morgen håbe, AB kan slå Avarta i Espelunden for at holde Rødovre-mandskabet væk fra fjerdepladsen, som de vil overtage fra Brønshøj med en hjemmesejr. Dernæst skal vi håbe, at Hvidovre slår Holbæk, som også er i nærheden af den livsgivende plads, og så er det endnu engang op til BB selv at klare ærterne. Det skal i så fald ske med sejre over AB ude og Hvidovre i den sidste hjemmekamp. Hvis og hvis – der er mange spørgsmål, men det er heldigvis ikke afgjort endnu. Skulle det negative og katastrofale ske, at BB misser de sjove kampe til foråret og i stedet skal spille for at undgå nedrykning, så må man bare konstatere, at holdet ikke har været bedre.

2700-netavisens udsendte Christian Haslund har disse indtryk fra lørdagens kamp i Tingbjerg   – Foto: Henrik Haslund og Thomas Løser

                                         Hvepsene fældet af topholdet

Brønshøj skulle lørdagdag forsøge at tage den 3. sejr, ud af 3 mulige, over HIK, da de to hold mødtes i Tingbjerg Idrætspark. Men i stedet var det HIK, der fik revanche over hvepsene, da Nick Christensen med lidt over 10 minutter tilbage scorede kampens eneste mål.

12182942_920781671303132_8824545672391831460_o

Til opgøret havde en del flygtninge taget i mod tilbuddet fra Drunken Army og Brønshøj Boldklub om at komme gratis til fodbold, og inden kampen spillede de faktisk mod Drunken Army, hvorefter turen gik ind på stadion, hvor de fik lov at opleve Brønshøjs fantastiske fans på nærmeste hold.

Hjemmeholdet startede kampen bedst og kom frem til en del indlæg, men præcisionen manglede, og chancerne løb derfor ud i sandet.

Efter godt 20 minutters spil begyndte de to hold, at komme frem til afslutninger, hvor blandt andet Patrick Naundrup fik testet HIK*s målmand Esben Madsen, der måtte ud i fuld længde for at forhindre en Brønshøj-føring.

12184110_920782567969709_2481758695949409784_o

Her brænder det på foran Kasper Vilforts mål, men forsvaret fik afværget

5 minutter før pauseteen havde HIK deres bedste forsøg i kampen, da Nicklas Marloth trak ind i banen fra højre side, og med venstrebenet sendte han bolden lige over Kasper Vilforts mål.

Tættere på mål kom vi ikke i 1. halvleg, hvor begge hold kæmpede om overtaget på midtbanen, samtidig med at de to forsvar stod godt organiseret. De åbne målchancer udeblev da også, og holdene forsøgte sig i stedet ude fra, dog uden den store præcision.

Brønshøj startede 2. halvleg som 1., og igen var der rigeligt med indlæg. Godt 10 minutter inde halvlegen var Nuri Mustafi tæt på at bringe hvepsene i front, da han i to omgange fik skudt på mål. Ved det andet forsøg fik Esben Madsen fingrene på afslutningen, og Brønshøj måtte nøjes med et hjørnespark.

Et kvarter inde i halvlegen vågnede HIK op, og fik skabt flere farlige situationer, men i fællesskab fik Brønshøj-defensiven afværget faren gang på gang. I det 78. minut gik det dog galt. Bolden fik lov at gå hele vejen til Nick Christensen, og pulje 1’s topscorer kunne bringe gæsterne foran 1-0 med sit 14. sæsonmål. Der var dog store protester fra Brønshøj-spillerne, der mente af Nuri Mustafi blev revet ned, hvilket gjorde det muligt for Nick Christensen, at bringe HIK foran.

11705820_920782157969750_2333757564196537807_o

Så er der hjørne til BB i de døende minutter. Læg mærke til målmand Kasper Vilfort i feltet

Brønshøj pressede på for at skaffe det udlignende mål, men bortset fra Nuri Mustafis afslutning i overtiden kom hvepsene ikke frem til nogle nævneværdige chancer, og det sluttede derfor med en 1-0 sejr til puljens førerhold, der nu er sikre på at skulle spille med i oprykningsspillet til foråret.

BB leverede ellers godt spil, og kom godt ud over kanterne, men indlæggene, og dem var der mange af, savnede ganske enkelt kvalitet og voldte aldrig rigtig problemer for HIK.

Hvepsene har nu to kampe tilbage der er mod hhv. AB og Hvidovre, og førstnævnte tager i mod Brønshøj på lørdag den 31. oktober kl. 14 i Gladsaxe Idrætspark, hvor der er vigtige point samt håneretten på spil.

Brønshøj – HIK 0-1 (0-0)

Opstilling:
Kasper Vilfort – Sebastian Lassen, Jamil Fearrington, Nuri Mustafi, Daniel Anusic (84. Sebastian Grubak) – Casper Henningsen, Kenneth Sørensen, Lars Emil Juel Andersen, Jabar Sharza – Andreas Granskov, Patrick Naundrup

Ikke benyttet:
Christian Meisner, Jeffrey Ofori, Frederik Lorenzen, Jonas Skovengaard, Martin Rasmussen, Michael Minutillo

Mål:
0-1: Nick Christensen (78)

Advarsler:
Brønshøj: Sebastian Lassen og Nuri Mustafi
HIK: Mathias Larsen

Tilskuere:
511

Dommer:
Paw Johansen