Strikkeguru deler ud af tips i Pilegårdens Café
En særudgave af den ugentlige strikkecafé i Pilegårdens café er lige om hjørnet. Tirsdag den 17. november kl. 18.30-21.30 er der gratis strikkeworkshop om finish med Sys Fredens.
Hvem vidste mon, at Brønshøj har sin helt egen strikkeklub? Brønshøj Strikkeklub er et netværk af lokale strikkeentusiaster, som mødes hver tirsdag kl. 19-21 i Pilegårdens Café og udveksler tips og tricks. I klubben finder man både erfarne og nybegyndere i alle aldre. En gang imellem byder strikkeaftnerne på særlige indslag, såsom foredrag og workshops. Det er tilfældet denne tirsdag, hvor de får besøg af Sys Fredens, som står bag flere bøger om strik.
Sys Fredens begynder aftenen med at fortælle om sig selv og om sine bøger. Herefter er der workshop med en af Sys’ egne kæpheste: At få den helt rigtige finish i strikketøjet. – En ting er at strikke, men der er ofte flere muligheder for opslagning og aflukning, montering med usynlige sømme samt ind- og udtagninger. Vi kommer omkring vendestrik, knaphuller, kanter og mange flere tips, fortæller hun.
Til workshoppen opfordrer hun alle til at medbringe deres egne projekter få råd og vejledning til det videre arbejde med dem. På Kulturhuset Pilegårdens hjemmeside kan man derudover læse mere om, hvad den rutinerede strikker anbefaler, og hvad man medbringer for at få mest muligt ud af workshoppen.
Sys Fredens underviser efter sin bog Strikketips (100 kr.) og medbringer både den og et lille udvalg af sine andre bøger denne aften. Vil man følge mere med i Brønshøj Strikkeklubs aktiviteter, så find dem Facebook.