Højdebeholderne på Bellahøj fra 1913 som måtte lade livet i fremskridtets navn
De karakteristiske højdebeholdere på Bellahøjvej 50 måtte efter 102 år lade livet i fremskridtets navn. I dag ligger der en tomt og venter på sin videre skæbne. Vi har kigget lidt i gemmerne og fundet historien om de nu fjernede højdebeholdere på Bellahøj.
Højdebeholderen er opført 1909-13 efter tegninger af Andreas Fussing. Den består af fem cirkulære jernbetonbeholdere, ca. 20 m i diameter, som bæres af ca. 7 m høje søjler, og som hver rummer 2.000 kubikmeter vand.
Beholderanlægget har flad afdækning oprindelig med græsbevoksning. I mellemrummet midt mellem de fem beholdere er der et lavere bygningsparti indeholdende maskinhus med pyramideformet, papdækket tag med ovenlys. Betonbeholderne er omgivet af en jernbetonkappe, der er pudset. Forneden er der markeret en sokkel, hvori der er små almindelige vinduer, der dog nu er blændede. Herover er der glatpudset nogle meter, og øverst under hovedgesimsen er der en frise udformet som ”fletværk”, afvekslende med små ruder oprindelig af prismeglas, men nu erstattet af trådglas. Midt på hver beholders hovedgesims er der et relief
med Københavns byvåben.
Maskinhusets tag i beholderens midte.
Nærmest Bellahøjvej har beholderanlægget i sokkelhøjde et indgangsparti udformet som et cirkulært dørhul med port omgivet af fremhævet parti med svagt skrånende sider og segmentformet, profileret afdækning.
Højdebeholderen på Bellahøjvej 50
I 1978-79 blev der foretaget en omfattende ud- og indvendig reparation af beholdersvøbet (facaden) med sprøjtebeton. Tagdækningen blev i 1998 fornyet med en flerlags papdækning, og den oprindelige græsbevoksning blev fjernet.
Bellahøj højdereservoir – plan.
Og i dag som nævnt er alt fjernet på grunden, hvilket giver plads til ny bebyggelse.