Oplev sporvogne og juletræer på Sporvejsmuseet i den anden weekend i december

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

Sne er godt for julestemningen, men grønne omgivelser er også smukke – i hvert fald på Skjoldenæsholm.

Tradition og fornyelse på Sporvejsmuseet

Valby Langgade er meget længere, end den var i julemåneden sidste år! Altså ikke hovedstadens Valby Langgade, men den som findes på Sporvejsmuseet Skjoldenæsholm. Museumsgaden med dette kælenavn er blevet længere, fordi der på begge sider af gaden er rejst nye remise- og garagebygninger til Sporvejsmuseets store vognpark af sporvogne og busser.

Meget er forandret siden julemåneden 2014 på Sporvejsmuseet Skjoldenæsholm, men der bliver ikke rørt ved traditionen med at åbne museet en weekend i julemåneden for kørsel med julesporvogne, salg af friskskovede juletræer, underholdning, besøg af Julemanden, en ganske omfattende juleudstilling og julecafé. I år holder Sporvejsmuseet juleåbent i weekenden 12.-13. december, begge dage kl. 10-16.

Den nyopførte sporvognsremise, som er museets tredje, er på hele 4.000 kvadratmeter med næsten 1 kilometer sporvognsspor under tag, mens den nye busgarage og busudstillingshal er en anselig bygning på næsten 2.700 kvadratmeter. Tæt ved busgaragen er desuden opført en bygning til museets ikke-skinnegående arbejdskøretøjer. En hel lille by, der i de kommende år forsynes med gamle butiksfacader og tilhørende udstillinger.

Julesporvognene og juletræerne ligner heldigvis sig selv. Blandt traditionerne i Sporvejsmuseets jule-weekend er gensyn med sporvognslinje Nul eller ”Nullerten”. Denne helt særlige sporvognslinje var for mange år siden en del af mange menneskers hverdag, selv om ingen havde kørt med den eller set den i virkeligheden! Den var nemlig en dagblads-tegneserie skabt af tegneren Helge Hall. Men i årene 1953-1956 blev ”Nullerten” til en rigtig københavnsk sporvogn, som kørte en enkelt decemberdag til fordel for ”Juleløses Jul” med frivilligt personale fra sporvejene og kendte skuespillere og entertainere som konduktører. Ideen kom fra skuespilleren Ib Schønberg, som selv stillede op som konduktør på ”Nullerten”.

Desværre bliver der i år ikke mulighed for at køre med damptog fra København til Hvalsø og videre derfra med veteranbusser til Sporvejsmuseet, fordi Jernbanemuseet ikke har det fornødne materiel til rådighed på Sjælland. Sporvejsmuseet beklager, at veterantoget er aflyst.

Sporvejsmuseet Skjoldenæsholm ligger ved Jystrup mellem Roskilde og Ringsted. Der kan læses mere på www.sporvejsmuseet.dk Bortset fra weekenden 12.-13. december er Sporvejsmuseet vinterlukket indtil 22. april 2016, hvor der tages hul på en ny sæson.