Hygge, fest og stemning da julen kom til Brønshøj og Husum
Det var en stor og festlig sen fredag eftermiddag og aften, da juletræerne under pomp og pragt blev tændt i Brønshøj og Husum. Mange forventningsfulde og glade mennesker var mødt op for at følge denne dejlige tradition op. Med julenisser, brandbiler, julemænd og alt hvad der ellers hører til blev julen for alvor budt velkommen.
Foto: Jacob Toftager
På Brønshøj Torv var der proppet med mennesker, og de fik alle den juletræstænding, de havde håbet på. Musik, sang, taler, julenisser, julemand, julegløgg, godteposer ja kort sagt – der manglede ikke noget. Som det ses på billedet var der fuld opbakning.
Julemanden kom med politieskorte under stor jubel fra børnene. Brønshøj Kirkes børne- og pigekor underholdt, og pigerne solgte bagefter kaffe og kage, mens Brønshøj kirkes sognepræst Peter Nejsum holdt juletalen.
Og sådan ser juletræet så ud på Brønshøj Torv anno 2015 ..
oooooooooooooooooooooooooooooooooooooooooooooooooooooooooooooooooooooooooooooooooooooooo
Men der var så sandelig også godt gang i den i Husum Bypark overfor Føtex. Her var tilslutningen ligeledes stor, og man kunne blandt andet byde på overborgmestertale, julenisser, godteposer, varm suppe, julegløgg og brandbil samt festlig julemusik. Lyt bare til et af de musikalske juleindslag, som var med til at skrue stemningen helt i top:
Foto: Jimmy Antony
Som det sig hører og bør, når træet tændes i Husum, så kom veteran brandbilen med julemanden, der også endte med at blive hejst op for at tænde juletræet. Og som på Brønshøj Torv solgte vores lokale Brønshøj Rotary klub dejlig hjemmelavet gløgg, mens de lokale spejdere havde gang i æbleskiverne og Husum Byparks venner uddelte skøn, varm suppe. Godteposerne til børnene var naturligvis et kæmpe hit, som det plejer, og overborgmester Frank Jensen virkede veloplagt, da han holdt årets juletale. Brandvæsenet mødte også traditionen tro med en stigevogn, så julemanden kunne komme til tops og tænde træet.
Så deles der godteposer ud – og stor trængsel omkring julemanden. Dermed fik også Husum sit juletræ – og endnu engang i den nye Husum Bypark – til trods for at mange savner bydelens juletræ på Husum Torv.
Men smukt ser det trods alt ud. Nederst den stadig flotte veteranbrandbil, som julemanden ankom i.
fredag den 27.11.15