Glædelig jul og godt nytår til alle 2700-netavisens læsere

Julespor

Med dette smukke billede fra Sporvejskalenderen 2016 af Københavns Rådhusplads i tresserne vil vi her på 2700-netavisen gerne have lov til at ønske alle vore læsere en rigtig glædelig jul og et godt nytår. Gennem hele 2015 er vores læsertal steget støt og roligt, så vi nu er på vej mod 3.500 daglige besøgende. Det er helt fantastisk, hvad der er sket på de godt to år, netavisen har eksisteret. Heldigvis har mange opdaget, at elektroniske medier er fremtiden – både hvad aktualitet og stabilitet angår. Alle i hele verden kan gå ind og læse netavisen, og vi har glædeligvis læsere fra fjorten lande, (dem vi har registreret). Måske er der endnu flere, hvem ved ? Alle “udenbys” læsere udtrykker stor glæde over, at de nu kan følge med i, hvad der rører sig i bydelene. Stort set alle har rødder til 2700 Brønshøj.

Det er naturligvis dejligt, at vi mærker den støtte, ligesom det er positivt, at 2700-netavisen ofte citeres i de større medier. Opbakningen fra de lokale er også meget udpræget, selvom der fortsat er få, som ikke rigtigt kan forholde sig til den tidsalder, vi er i. Her er elektronikken tilsyneladende for stor en mundfuld endnu ! Men vi ruster os med tålmodighed og ser frem til den dag, hvor alle har indset, at nettet er sagen – og at det er yderst praktisk, at vi kan være så super aktuelle. Fra en artikel skrives, til den er lagt på netavisen går ganske få minutter, og hvem kan konkurrere med det ? Den slags gør arbejdet endnu mere sjovt, og vi fryder os da hver eneste gang, vi suverænt er først med nyhederne.

Nu kører vi på 3. årgang – og dampen, lysten og energien er fortsat i højsædet. Skulle nogen have lyst til at give deres besyv med i 2700-netavisen, som er for alle – så send os en mail på adressen – fa@2700-netavisen.dk ..