Snart har det gamle Sognecenter udtjent sin værnepligt på Præstegårds Allé
Det gamle traditionsrige Sognecenter på Præstegårds Allé som generationer i Brønshøj har gjort brug af gennem utallige år er ved at have udtjent sin værnepligt. Når Blomsterhytten er jævnet med jorden i løbet af det tidlige forår, går man i gang med at opføre et nyt sognecenter på matriklen.
Samtidig betyder det også, at det gamle center skal sættes til salg. På en måde lidt trist, når man tænker tilbage på de utallige aktiviteter, der har været netop dér. Den klassiske gamle bygning afløses så af et mere tidsvarende og moderne hus, man kan læse mere om her.
NORD ARCHITECTS med Norconsult-Wessberg som rådgivende ingeniører vandt sidste år konkurrencen om et nyt sognecenter ved Brønshøj Kirke.
Som et markant arkitektonisk element bruges cirkelslaget til at give Sognecenteret sit særkende. Cirkelslaget sender et omfavnende og inviterende signal til omverdenen. Sammen med facadernes træmateriale og lysspil i lamellerne giver huset et varmt og imødekommende udtryk.
Sognecentret markerer sig og bliver synligt i bybilledet, men sørger samtidig for ikke at fjerne udsynet til kirken fra torvet og er derudover nøje tilpasset sine omgivelser. Med Sognecentret, som et sidste led i treenigheden med kirke og præstegård åbner centret sig op mod byen og byens borgere og inviterer dem ind i den kulturelle enklave.
Rummene i Sognecenteret er multifunktionelle og henvender sig til Sognecentrets mange forskelligartede aktiviteter. Multisalen som er et væsentligt element for sognecentrets fleksible brug kan åbnes op og benyttes som et stort rum med plads til mange mennesker. Multisalen åbner sig ligeledes op med de store vinduespartier ud mod de anvendelige uderum. De to forskelligartede uderum: Haven i den ene ende og pladsen i den anden lægger op til forskellig brug og stemninger, hvilket skaber et indbydende og lyst rum. Samtidig kan den vha. foldevægge omformes til 3 separate rum, hvor der er taget højde for akustik og lydtæthed.
Bygherre: Brønshøj Menighedsråd
Størrelse: 934 m2
Budget: 20 mio DKK