Kommende aktiviteter i Husumvold og Husum kirker UGE 11 ..
Husumvold Kirke holder fødselsdag
Tirsdag den 15. marts kl. 18 fejrer Husumvold Kirke sin fødselsdag med aftengudstjeneste og efterfølgende fællesspisning. Undervejs vil menighedsrådsformand Birgit Jensen fortælle om kirkens arbejde i 2015 og om planerne for 2016 og 2017.
Legestue i Husumvold Kirke
Hver onsdag formiddag kl. 10-12 slår Husumvold Kirke dørene op for de små og deres voksne. Legestuen er et mødested for både børn og voksne: mødre, fædre, bedstemødre, dagplejemødre og andre. Her kan alle få en hyggestund, udveksle erfaringer og lege og synge med børnene. Der er hjemmebagte boller, kaffe, te og saftevand til 5 kr. pr. familie.
Gudstjeneste for de allermindste i Husumvold Kirke
Lørdag den 19. marts kl. 11 er der gudstjeneste for de allermindste i Husumvold Kirke. Gudstjenesten er en festlig afslutning for babysalmesangsholdet, men henvender sig bredt til de allermindste børn og deres familier. Er man tidligere – eller kommende deltager i babysalmesang, er man også meget velkommen til at deltage. Efter gudstjenesten er der boller, frugt, saft og en kop kaffe eller the. Gudstjenesten er ved sognepræst Line Bjørn Hansen og Birthe Karlsson, der underviser i babysalmesang.
Musik op til påske i Husumvold Kirke
Mandag den 21. marts og tirsdag den 22. marts, begge dage kl. 16.30, er der mulighed for at få en stille time med ro og fordybelse i Husumvold Kirke. Organist Ole Finnesen fra Tinglev Kirke spiller disse dage meditativ orgelmusik til billeder fra kristendommens spirituelle tradition. Alle er velkomne til at komme forbi og lytte til musikken, tænde et lys, bede en bøn og finde ro i en travl hverdag.
Christfulnessgudstjeneste i Husum Kirke
Tirsdag den 15. marts kl. 19.00 er der Christfulness-gudstjeneste ved sognepræst Nikolaj Hartung Kjærby. Christfulness er opmærksomt og ikke dømmende nærvær. Fullness betyder fylde og mættelse. Sammensat med det engelske ord for Kristus kan Christfulness beskrives som at være fyldt eller mættet af Kristus, omgivet og helt gennemtrængt af Ham. Med inspiration fra fællesskabet I Mesterens Lys vil man ved denne gudstjeneste koncentrere sig om erfaringen af Kristus med mig, Kristus i mig, Kristus i dig og Sammen i Kristus.
Menighedsmøde i Husum Kirke
Efter gudstjenesten tirsdag den 15. marts, dvs. ca. kl. 20 inviterer Husum Kirkes Menighedsråd til det årlige menighedsmøde. På mødet vil der bl.a. blive orienteret om kirkens arbejde i 2015 – og om planerne for 2016 og 2017. Menighedsrådet er vært ved et lille traktement efter mødet
Morgensang i Husum Kirke
Begynd dagen med sang – det giver luft og liv ! Der er morgensang i Husum Kirke hver torsdag morgen kl. 9.00. Der synges i kirken omkring flyglet, og der kan være oplæsning af en bibeltekst, en bøn mv. Bagefter er der kaffe indtil kl. 10. Morgensangen ledes af torsdag den 17. marts af sognepræst Bettina Birk Jensen.
Ord og Musik i Husum Kirke
Palmesøndag den 20. marts kl. 16 er der Ord & Musik i Husum Kirke. Efter et kort oplæg om den store franske forfatter Paul Claudel ved menighedsrådsformand Børge Rossing opfører Carsten Pedersen/orgel og Inger Merete Hansen/ oplæsning Paul Claudels digtcyklus Le Chemin de la Croix – korsets vej til den franske komponist Marcel Duprés transcendentale orgelmusik. Der er fri entré.
Samtalesalon om Tillid i Husum Kirke, (se annoncen på forsiden)
Café Tid, Husum Kirkes barselshøjskole, holder mandag den 21. marts kl. 10 samtalesalon om emnet TILLID. Samtalesalon er opfundet af initiativet Borgerlyst. Det er en måde at strukturere en samtale mellem mennesker på, så man ikke bare taler om vejret, men faktisk bliver klogere på noget – og samtidig lærer hinanden bedre at kende.
Barselshøjskolen er et forum, hvor man på barselsorlov kan møde nye mennesker og være på højskoleophold uden at rejse væk. Her bliver man udfordret og overrasket, og får gode oplevelser sammen med andre på barsel. Der er gode rammer for småbørn: tæpper på gulvet og gode puslefaciliteter osv, så det også er hyggeligt for ens barn. Det er gratis at deltage.