Blues & roots-rock fra Sydstaterne den 19. april i Pilegården
Har man appetit på lyden af sydstaterne, så er der en god koncert lige om hjørnet her i bydelen. Tirsdag den 19. april går Elizabeth Lee’s Cozmic Mojo på scenen i Kulturhuset Pilegården.
Den energifyldte kvartet har vundet både publikum og journalisters hjerter på tværs af landegrænser. Repertoiret rummer alt lige fra ballader til beskidt gospel-inspireret rootsmusik og rå garage-blues.
Bandets frontfigur Elisabeth Lee er født i Texas og minder både i udseende, lyd og attitude om Janis Joplin, men også fans af Aerosmith, Sheryl Crow, Tina Turner og Bonnie Raitt har noget af glæde sig til, når Elizabeth og hendes energiske band indtager scenen. Koncerten byder både på bandets eget materiale og en række kompetente fortolkninger.
Elizabeth Lee’s Cozmic Mojo har igennem tiden været på plakaten sammen med navne som Jeff Beck, Patti Smith, Dan Baird, Fabulous Thunderbirds, Ruddy Rotta, Sandra Hall, Eric Sardenas, Nine Below Zero, Rick Veto og Poppa Chubby og listen kunne fortsætte.
På scenen i Pilegården finder man Elizabeth Lee på vokal og percussion, de to herrer Luca Gallina og Luca Manenti på guitar og vokal, samt Federica Zanotti på trommer, percussion og vokal.
Koncerten er arrangeret af den lokale musikforening Music House Brønshøj med støtte fra Brønshøj-Husum Lokaludvalg og statens Kunstråd. Billetter til 120 kr. kan købes på www.pilegaarden.kk.dk eller i døren.