Vi nåede da at have armene i vejret ...

FODBOLD: Spørgsmålet er, om den barske sandhed er ved at melde sig for BB ? Med de midler klubben har til rådighed, passer den aktuelle placering så ikke mere nu, end da de sort/gule pludselig befandt sig tæt på oprykningsstregen ? Det er hverken for at være pessimistisk eller negativ, men efterhånden som resultaterne ruller ind, må vi se i øjnene, at rækken i virkeligheden er stærkere, end mange måske havde forventet. Nuvel der er ingen katastrofe sket endnu, men det er kun blevet til et enkelt point i de seneste tre kampe, og det har sendt BB ned blandt de fire sidste. Og det bliver ikke nemmere. På lørdag venter Thisted, som er betydeligt bedre end deres placering antyder. Vi kan blot krydse fingre for drengene og folkene omkring holdet. Indstillingen fejler ikke noget, men rækker styrken ? Lørdagens opgør på Riisvangen Stadion mod Aarhus Fremad gav et ikke helt fortjent om end knebent nederlag på 1-0, men intet udbytte andet end en lang køretur.

En af dem der var med i Aarhus var Christian Haslund, og han giver her sit referat af kampen med både tekst og billeder ….

Regn og skuffelse i Riisvangen

Brønshøj måtte tage tomhændet hjem fra Aarhus, da det blev til et 0-1 nederlag mod Aarhus Fremad. Kampen blev spillet på en tung og våd bane, hvilket især vanskeliggjorde betingelserne for begge hold i 2. halvleg, hvor solen først besluttede sig for at titte frem det sidste kvarter af kampen.

Brønshøj startede kampen i højt tempo og gjorde livet surt for Aarhus Fremad. Efter 8 minutter lykkedes det også at få bolden i nettet, da en bold blev sendt ind mod Andreas Granskov, der ikke fik ramt den ordentligt, hvorefter Daniel Anusic fik headet kuglen det sidste stykke ind i mål. Han stod dog i en offside-position, og målet blev derfor annulleret, så stillingen stadig var 0-0.

13048075_1008778139170151_2455037934919456453_o

Men hvepsene var langtfra færdige med at være nærgående. Efter et kvarter fik Brønshøj et hjørnespark. Her hoppede Sebastian Lassen højst, men måtte se bolden tage trekantssammenføjningen, før den sprang i spil igen.

Kort efter var Brønshøj igen tæt på efter et hjørnespark, men denne gang stod målmand Peter Ravn i vejen inde på stregen, hvor han fik viftet Lars Emil Juel Andersens hovedstød lige over mål. Det blev til yderligere et par gode afslutninger fra Brønshøjs side, men stik imod spil og chancer kunne værterne gå til pausen med en 1-0 føring.

En kraftig skylle i løbet af 1. halvleg gjorde ikke banebetingelserne bedre, og det blev også en chancefattig 2. halvleg, hvor Aarhus Fremad stillede sig langt tilbage og havde fokus på omstillinger, hvilket gav dem et par chancer.

Brønshøj forsøgte at spille igennem et kompakt Aarhus Fremad-forsvar både med bolde i dybden og indlæg, men gang på gang afviste værterne.

Godt 20 minutter før tid blev der protesteret kraftigt fra Brønshøjs side, da det unægtelig så ud som om en Aarhus Fremad-spiller lod både hænder og arme svinge et godt stykke ud for kroppen, og dermed fik blokeret Jabar Sharzas indlæg i straffesparksfeltet. Dommeren var nok den eneste i hele Riisvangen, der ikke kunne se, at der var straffe, og lod fløjten forblive tavs.

13047866_1008778325836799_7516658257331464826_o

Bortset fra en række udskiftninger hos begge hold skete der ikke mere i kampen, hvor Brønshøj med lidt mere held og skarphed kunne have taget en tidlig føring bl.a. via hjørnespark, men i stedet fik Aarhus Fremad scoret på deres første chance i kampen og forsvarede sig herefter resten af tiden. Det var derfor en flok skuffede Brønshøj-spillere, der gik fra banen efter slutfløjtet.

Cheftræner Jesper Hansen kom med følgende udtalelse efter kampen: ”Det var sindssygt, at vi ikke vandt den kamp”.

Opstilling:
Kasper Vilfort – Sebastian Lassen, Jamil Fearrington, Jeffrey Ofori, Oliver Fredsted, Daniel Anusic, Lars Emil Juel Andersen, Kenneth Sørensen (83. Frederik Lorenzen), Jabar Sharza (73. Jonas Skovengaard), Malte Kiilerich (73. Patrick Naundrup), Andreas Granskov

Mål:
1-0: Nicklas Ullum (22)

Advarsler:
Aarhus Fremad: Nicklas Ullum (19)

Tilskuere:
370

Dommer:
Esad Deronjic

Næste kamp for Jesper Hansens tropper er på lørdag, når Thisted FC tager den lange tur fra Nordjylland til København, hvor de to hold mødes i Tingbjerg Idrætspark lørdag d. 23. april kl. 15.