Årets første student sprang mandag formiddag ud fra Nørre G.
Så har Astrid hejst flaget sammen med Nørre G’s rektor Jens Boe Nielsen
Stort tillykke til Astrid Kirstine Leth Nielsen 3x, som blev årets første student mandag formiddag den 20. juni.
Astrid var oppe i sit sidste fag, historie, kl. 8.00-8.30. Eksamen var med 24 timers forberedelse, så hun og hendes klassekammerater måtte møde op på skolen allerede søndag morgen kl. 8.00 for at trække spørgsmål.
Efter en veloverstået eksamen med et flot 10-tal og huepåsætning i kantinen af lillesøster Agnes på 10 år, fik Astrid æren af at hejse flaget sammen med rektor, som der er tradition for på Nørre G.
Astrid har været meget engageret gennem sin tid på Nørre G i elevorganisationer som elevrådet og OD. Derudover har hun været tutor for nye elever på Nørre og har deltaget i Nørre G’s lektielæsningsprojekt i samarbejde med Tingbjerg Skole.
De kommende to dage vil Rektor Jens Boe Nielsen stå klar til at overrække huen til alle de nyudsprungne studenter. Det foregår i skolens kantine, hvor der er pyntet op og gjort klar til at familierne kan fejre deres nye unge student.