Årets første "Olympiske Lege" blev afholdt i Bystævneparken og med succes
Traditioner fornægter sig ikke, og tirsdag eftermiddag afholdt man de årlige “Olympiske Lege” i Bystævneparken. Ikke som det plejer i bagende sol og fra en skyfri himmel men dog i et vejr, som var tåleligt. Skiftevis overskyet og med sol – og så en lidt irriterende blæst. Netop af hensyn til blæsten undlod man i år at tænde den olympiske ild, men der var både flaghejsning og nationalsang, før centerleder Susanne Christensen kunne erklære Legene for åbnet. Her må vi for øvrigt lette på hatten, for alle sang med så godt de kunne, så en ganske festlig åbning på det hele.
Da introduktionen var overstået gik man til de forskellige discipliner, og her blev der også gået til den med brask og bram. Der var jo guld-sølv og bronzemedaljer til de bedst placerede. 2700-netavisens udsendte gik en tur i kampzonen og skød disse motiver.
Centerleder Susanne Christensen byder velkommen til årets Olympiske Lege
Så er der nationalsang – og vi fik alle vers af “Der er et yndigt land”
En af de tilbagevendende discipliner er Rollator Ræs
Så er de første klar til at give rollatoren et ordentlig skub fremad
Man skal kaste en lille fyldt tøjpose gennem ringene, og det lykkedes fint for deltageren her
Kast til dåsepyramiden med en tennisbold. Det var ikke altid helt let.
Bolden skal i kurven, og lidt hjælp var der altid at hente
Tour de Bystævneparken måtte vente lidt på grund af blæsten, men man kom dog i gang
Alle herlighederne sluttede med karnevalsoptog og stegt pattegris, så de ældre havde en travl men festlig dag i Bystævneparken, hvor vi endnu engang må rose alle de, som tog del i det hele.