Hvem havde troet det for et år siden? - Legendariske Pejsegaarden i Husum danser igen
Pejsegaarden danser igen, så er du vild med dans, så slår man dørene op til de store nyrenoverede sale fra mandag den 5. september. Der er hold for alle fra 2 til 120 år og cafeen holder åbent.
Ronnie Handskemager viser med begejstring, hvad Pejsegaarden har at byde på fra den 5. september.
– Det har været en fantastisk proces at istandsætte den kendte og hæderkronede gamle danseskole, som vi overtog fra Britt Bendixen den 1. december 2015. Og vi er glade for den store interesse, der har været fra lokalsamfundet omkring hele projektet, siger direktøren for Pejsegaarden, Ronnie Handskemager til 2700-netavisen. – Alle de arbejder vi har udført, er foretaget med stor respekt for stedets historie og med et ønske om at bevare og videreføre den ånd, som Pejsegaarden har været kendt for i over 70 år, tilføjer han.
Nikolai og Ronnie har delt opgaverne mellem sig – og det fungerer perfekt
Nu er Nikolai og Ronnie Handskemager klar til at byde alle op til dans, holde fester, kurser og konferencer. Det er Nikolai, der står for booking og afholdelse af kurser, fester og konferencer, mens Ronnie kører al dansen sammen med sit team af undervisere. Igen i år har han fået tilknyttet nogle meget dygtige danseundervisere på sin danseskole, hver med særlig ekspertise og alle med et stort fokus på sammenhold og danseglæde.
Pejsegaardens store skema indeholder blandt andet pardans for unge og gamle, masser af børnedans hvor selv børn helt nede fra to-årsalderen har fornøjelse af at bevæge til musikken. Herudover kører „De dansende Divaer‟ og „Girls and Gays‟ – som er sjov motionsdans for alle danseglade voksne – videre for fuld damp. Som noget nyt præsenteres hip hop for voksne, så forældre også kan danse med på de seje moves sammen med ungerne derhjemme.
De unge fra 8-17 år har flere stilarter at vælge imellem. Så uanset om de er til hip hop eller showdance, er der muligheder på Pejsegaarden. Blandt de nye ting er også et særligt hold med hip hop og break dance – kun for 6-12 årige drenge. Et frirum for de seje drenge, hvor piger ikke har adgang.
Når Pejsegaarden udvider så markant, skyldes det dels den bedre plads og dels, at søgningen til holdene med let tilgængelig moderne og sjov dans igen har vist sig stigende. Danseskolens udgangspunkt er oplevelsen frem for teknikken, og det har vist sig at fremme danseglæden hos alle uanset alder.
Det er Ronnie, der tager sig af dansen, mens Nikolai står for bookingen i Pejsegaarden
– Vi har fået mange tilbagemeldinger fra medlemmer, som har danset hos os både på Nørrebro og i Vanløse, og som nu ser frem til både at få bedre fysiske rammer, samt at de kan tage hele familien med til dans på samme danseskole fortæller Ronnie Handskemager videre. – Så vi glæder os til at hilse på de mange velkendte ansigter og selvfølgelig byde velkommen til de nye. Og uanset om man har danset hos os før eller ej, så tilbyder vi alle en gratis prøvetime i uge 36, (fra 5. september), hvor programmet begynder. Man bliver måske hverken en Claudia Rex eller en Silas Holst på en sæson, men hvis danseglæden har bidt sig fast i kroppen, er alt muligt, slutter Pejsegaardens dansende direktør.
Man kan få yderligere info og tilmelding på www.pejsegaardendans.dk