256 boliger i højhusene på Bellahøj skal renoveres for over en milliard kroner

– og rådgivningsvirksomheden Alectia har sammen med Arkitema vundet opgaven som rådgiver på helhedsplanen

Bellahøj udsigt

 

I følge Estate nyheder Danmark har Rådgivningsvirksomheden Alectia sammen med Arkitema vundet opgaven som rådgiver på helhedsplanen for AKB Bellahøj, hvor boligselskabets i alt 256 boliger skal renoveres. Den samlede helhedsplan løber op i 1,1 mia. kroner.

Alectia bliver igen rådgiver på Københavns første højhuse, Bellahøjhusene.

Estate nyheder skriver ..

Sammen med Arkitema har rådgivningsvirksomheden vundet opgaven om helhedsplanen for AKB Bellahøj, hvor boligselskabets i alt 256 boliger fordelt på seks punkthuse i 8-13 etager, skal renoveres. Opgaven er inddelt i to faser, og fase 1 omfatter bl.a. renovering af badeværelser, faldstammer og køkkener.

Alectia skal bl.a. renovere facaderne og bidrage med rådgivning inden for arbejdsmiljø, VVS, installationer og energi i bygninger. Desuden bidrager rådgiveren med viden inden for konstruktioner i forhold til stål og beton samt nedrivning af byggeri.

– Bellahøjhusene er et alment state of the art-byggeri. Det er en spændende opgave, som vi i sædvanlig Alectia-ånd løser på bedst mulige vis, ligesom vi havde fornøjelsen af at gøre det for 65 år siden, og som forhåbentlig kan åbne døre til flere af fremtidens store renoveringer, fortæller markedschef Jakob Bøjen fra Alectia Byggeri.

Den samlede helhedsplan for hele Bellahøj løber op i 1,1 mia. kr. Beboerne i AKBs afdeling skal i januar 2017 svare på, om de kan godkende oplægget til den videre helhedsplan, og om der skal arbejdes videre med fase 2, som omfatter al projektering, udbud og udførelse.