Overborgmesterens nytårshilsen til 2700-netavisens læsere ..

Et København med plads til alle

Af overborgmester Frank Jensen (S)

I år rundede København 600.000 indbyggere, da lille Erik kom til verden på Rigshospitalet. Jeg havde selv fornøjelsen af at være på barselsbesøg, og begivenheden var et smukt billede på, at vi er en by i vækst.

frank jensen

Det er jeg stolt af. Mange københavnerfamilier vælger at bosætte sig i Brønshøj-Husum eller i andre dele af København. Vi er verdenskendte for vores havnebade, cykelstier og grønne områder som Utterslev Mose, der giver livskvalitet i hverdagen.  Og jeg tror, det ligger dybt i mange københavnere, at vi skal værne om fællesskabet og være en hovedstad med plads til alle – både nu og i fremtiden.

En af mine allervigtigste prioriteter i 2017 bliver at fortsætte vores massive investeringer i at få Københavns folkeskoler up to date. Heldigvis er vi ikke langt fra målet. De seneste år har vi sat penge af til at helhedsrenovere Brønshøj Skole og Husum Skole. Til næste år tager vi fat på Tingbjerg Skole, og vi kan se, det går fremad. Karaktererne stiger, og børnene trives i vores fælles skole.

Tryghed og byudvikling bliver også nøgleord i 2017. Skyderier og bander skal ikke være en del af gadebilledet. Vi skal hjælpe de unge på rette spor og sikre, at alle føler sig trygge i eget nabolag.

I Tingbjerg fortsætter vi i 2017 arbejdet med at byforny. Med et nyt kulturhus, der er godt på vej, nye cykelstier og bedre gadebelysning på blandt andet Vestvolden og Ruten. Samtidig kigger vi videre på muligheden for en ny busvej til området.

 

Rigtig godt nytår til alle i Brønshøj-Husum.