Meditation i Bellahøj Kirke hver anden mandag

Invitation:
Ro i tanken og hvile til kroppen
 
“Trænger du til en times ro efter arbejde? Vil du blive bedre til at være stille? Ønsker du at dreje tanken hen på Gud? Hvis du kan sige ja til et af de spørgsmål, er fyraftensmeditationer i Bellahøj Kirke noget for dig. I foråret 2017 inviterer vi alle med til et meditationsforløb, hvor nysgerrige, søgende og sansende kan deltage i en times meditation hver anden mandag fra 17-18”.
Sådan skriver Bellahøj Kirke i denne invitation til alle, der skulle have lyst til at deltage.
 
Forløbet er en fortsættelse af efterårets meditationsrække, hvor 5-10 deltagere mødtes hver anden mandag til salmer, guidet meditation og fadervor med bevægelser.
– Folk kommer for at finde ro i en stresset hverdag, hvor vi hele tiden skal løse problemer og finde strategier. Til fyraftensmeditationen skal du ikke analysere dig selv eller andre, men bare være til stede uden så mange ord, siger sognepræst Marija Krogh Iversen, der leder forløbet.
Det kræver ingen forudsætninger at deltage og forløbet er for alle, der søger ro i tanken, hvile til kroppen og anelser af guddommeligt nærvær.