Lokal, ung og talentfuld sopran i Brønshøj Kirke.
Lørdag den 18. februar kl. 15.00 er der mulighed for at høre en sanger, der er i starten af sin karriere, og som ser meget lovende ud. Sopranen Christine Nonbo Andersen bosiddende i Brønshøj, er netop blevet fastansat i ét af landet topprofessionelle kor nemlig DR Vokalensemblet.
Christine Nonbo Andersen er på hjemmebane
Hun vil sammen med organist ved Brønshøj Kirke Bente Kiil Toftegaard fremføre skønne værker for sopran og orgel. De vil synge værker af bl.a Gade, Haydn og Bach. To arier fra Bach´s ”Mattæus-passion” er en del af programmet, og Christine fortæller at netop ”Aus Liebe will mein Heiland sterben” har for hende været en stor inspiration til at blive uddannet sanger. Da hun første gang hørte den til en koncert tænkte hun, at den ville hun også lære at synge.
Christine Nonbo Andersen er uddannet på Det Kgl. Danske Musikkonservatorium i 2014 ved Margrete Enevold. Hun favner et alsidigt repertoire og bevæger sig med stor autenticitet mellem de forskellige stilarter. Christine dyrker dog i særdeleshed den tidlige vokalmusik, det være sig som f.eks. oratoriesolist eller med forskellige mindre Ensembler, og ikke mindst i vokalgruppen Musica Ficta, som hun har sunget med siden 2014.
Der venter publikum en koncert med en ung talentfuld musikalsk sanger i et varieret program. Entré 50 kr.