Lokal musiker producerer til amerikanske Ice Cube
Jimmy Antony – bosiddende på Frederikssundsvej i Brønshøj – oplever lidt af et eventyr for øjeblikket. Her ses han sammen med verdensberømte Ice Cube
Det er ikke just hverdagskost, at danske producere har en finger med i spillet, når verdensberømte musiknavne udsender nye produktioner. Men i Brønshøj går 39-årige Jimmy Antony rundt i en blanding af vild glæde og stolthed.
For et par uger siden blev han nametagget på Facebook af en ven. Da han tjekkede linket ud, blev han overrasket, for det han kunne se var en bid af Ice Cubes nye musikvideo for nummeret “Sic Them Youngins On Em”. Det havde Ice Cube købt af Antony for to-tre år siden, og det havde den lokale producer mere eller mindre glemt i mellemtiden. Nu var det pludselig en realitet. Til trods for at Antony var blevet varskoet i november om, at en musikvideo var under opsejling, havde han slået det hen med: – Jeg vil se det, før jeg tror på det.
Ikke første gang
Går vi Antony på klingen, viser det sig, at det ikke er første gang, han har samarbejdet med Ice Cube. De to samarbejdede nemlig også i 2012, da Jimmy Antony producerede Ice Cubes slagsang til NFL-holdet Oakland Raiders. For Antony var der hele tre goder ved det samarbejde: Han fik lov at arbejde tæt op ad sin helt, Ice Cube, – sangen blev brugt i en Pepsi-reklame og var samtidig en del af NFL.
– Selvom det er stort med det aktuelle nye nummer, slår det altså ikke den følelse, jeg fik med NFL, fortæller Antony, da vi talte med han forleden. – Jeg vågnede, og der var 15 ubesvarede opkald og noget nær 700 sms’er på min mobiltelefon. Da det gik op for mig, at det handlede om NFL, begyndte jeg at svede, og mine hænder rystede. Jeg ville gerne have sms’et til alle mine venner, men mine fingre kunne simpelthen ikke taste på mobilen.
Jimmy Antony tror på det nu. Videoen har allerede fem millioner views på www.worldstarhiphop.com, mens det deler Ice Cube-fans i to lejre: De som bifalder den nye lyd, og de som ønsker, at Ice Cube lyder, som han altid har gjort. Ice Cube selv er “sin egen chef”, ifølge Antony, og han er derfor nok lettere ligeglad. Hans seneste film “Ride Along” er på nuværende tidspunkt den mest sete spillefilm i USA.
Tilfældighedernes spil
Jimmy Antony beskriver sig selv som en stor elsker af både West Coast og r&b, og endvidere har også Blackstreet fyldt meget i den musikalske opdragelse. I forhold til sin karriere er han meget ydmyg. Han fortæller, at det for ham at se meget beror på tilfældigheder, at de forskellige samarbejder er kommet i stand. Efter tyve år i branchen føler han sig meget taknemmelig over at få muligheden for at få lov at arbejde sammen med nogle af sine idoler.
Den slags beskedenhed har han måske lært af Ice Cube himself. – Da han gav koncert i Pumpehuset for et par år siden, fik jeg lov at tilbringe en hel dag med ham og hans crew fortæller Antony videre. – Vi gik bare rundt i København. Det var ikke noget med, at han skulle køres rundt. Og han blev selvfølgelig genkendt. Tjenere kom nærmest springende fra alle caféer med mobiltelefoner for at få taget et billede. Jeg tog mange billeder den dag, men jeg fik ikke engang ét af ham og mig selv i byen, men det håber jeg da, jeg får mulighed for en anden god gang.
Ice Cubes “Sic Them Youngins On ’em” kan også findes på YouTube. Man kan se den her: www.worldstarhiphop.com …