Danmarkspremiere på ny Suzuki Ignis – en lille og rå SUV i et helt nyt format
I weekenden den 1. – 2. april introducerer Suzuki den kompakte Ignis, der er en nyskabende model i SUV-klassen. For første gang ser markedet nemlig en model i mini-format bygget helt fra bunden som en SUV med alle de særlige værdier, der hører til biltypen.
Som biltype er SUV’erne i vækst og er i disse år den hurtigst voksende bilklasse i både Danmark og i Europa. Grunden til den succesrige SUV-klasse blev lagt af blandt andre Suzuki, som tilbage i 1988 introducerede Vitara-modellen. Med introduktionen af den ny Ignis får markedet for første gang en mini-SUV. Den er bygget op helt fra bunden som en SUV og indeholder derfor de kendte SUV-værdier som høj siddeposition, mulighed for firehjulstræk, stor frihøjde og – ikke mindst – et design, der er karakteristisk for biltypen.
Tydelige SUV-markører Ignis kendetegnes af stejl front, rene linjer, store hjul og brede skærme. Endnu et SUV-kendetegn er skulderlinjen, der kan føres i ret linje fra front mod hæk. Dertil kommer den særlige taglinje og den unikke bagerste hjørnestolpe, som giver Ignis karakter og genkendelighed. Desuden ses en vifte af detaljer, som peger på historiske og nutidige Suzuki-modeller. De bagerste hjørnestolper og midterkonsollen i kabinen har indprægede lameller, der har adresse til 1970’ernes Suzuki Cervo, mens nutidens Swift-model er ophav til vinduespartiet, der med de sorte A- og B-stolper synes foldet rundt om kabinen. Slægtskabet med Vitara ses af motorhjelmens karakteristiske form og designdetalje på siden.
Let, stærk og praktisk Ignis er altid 5-dørs og bygger på Suzuki’s nyudviklede platform, der er den stærkeste og letteste fra Suzuki nogensinde. Den nye platform har ikke kun givet mulighed for at optimere bilens manøvreevne, køreegenskaber og strukturelle sikkerhed. Den tillader også en mere rummelig kabine, idet motorrums-sektionen er reduceret til gavn for pladsen til passagererne, foruden at det pladsbesparende baghjulsophæng sikrer et rummeligt bagagerum. De store hjul og frihøjden på 180 mm, der svarer til Vitara-modellens, giver Ignis gode egenskaber til at forcere høje kantsten, snedriver og ujævnheder i terrænet. Takket være en længde på kun 370 cm kan Ignis også fungere som en ideel bybil, og med sin relativt store bredde og højde byder den på en rummelighed, der er niveauer over, hvad man finder i en mere almindelig bil med samme længde. Det rummelige indtryk hjælpes godt på vej af en akselafstand på 243,5 cm, der tillader god afstand mellem sæderækkerne og dermed fin benplads til bagsædepassagererne. Adgangen til bagsædet sker gennem store bagdøre, der åbner i tre trin, og i det yderste trin står døren næsten vinkelret på vognsiden. Som udgangspunkt er Ignis en 5-personers bil med foldbare bagsæder i splitforholdet 40:60. Men vælger man en 4-personers udgave (Active og Adventure), får man den unikke funktionalitet, at de to lige store bagsæder uafhængigt af hinanden kan forskydes 16,5 cm i længderetningen. Dermed har man fået den ekstra fleksibilitet at kunne vælge mellem forskellige kombinationer af ekstra god benplads eller ekstra stort bagagerum. Med alle sæder i brug er størrelsen på det rummelige bagagerum 260 VDA-liter i 5-personers udgaven og op til 373 liter i 4-personers versionen.
Økonomisk fremdrift Ignis drives frem af en 4-cylindret, energieffektiv Dualjet-benzinmotor på 1,2 liter. Ydelsen på 90 HK sikrer gode kræfter til både acceleration og motorvejskørsel samt en flot EU-norm på 21,7 km/l. Den fås også i en såkaldt mild-hybrid version, hvor benzinmotoren får assistance af en lille integreret el-motor/generator ved igangsætning og acceleration, hvor benzinforbruget normalt er stort. Det bringer EU-normen op på 23,3 km/l. Foruden at assistere benzinmotoren fungerer el-motoren som generator og som startmotor i det automatiske stop/start-system. Motoren trækkes her næsten lydløst i gang ved hjælp af en kraftig rem. Såvel mild-hybrid udgaven som den rene benzinversion koster 310 kr. pr. halvår i grøn ejerafgift.
Avanceret sikkerhed Den nye Ignis kommer med et nyt og avanceret automatisk nødbremsesystem kaldet “Dual Camera Brake Support” (DCBS). Det består af to kameraer, som registrerer både biler og fodgængere. Systemet indeholder også en vognbaneassistent og en såkaldt slingre-advarsel, der reagerer på slingrende kørsel som følge af f.eks. træthed eller uopmærksomhed. DCBS er standard på Ignis i Adventure-udgaven og fås også til de andre versioner.
Topkarakter hos Euro NCAP DCBS-systemet med automatisk nødbremse og vognbaneassistent kaldes af Euro NCAP for en sikkerhedspakke. Med denne høstede Ignis Adventure de maksimale 5 stjerner i instituttets uafhængige kollisionstest. Ignis var dermed den første bil i Euro NCAP’s “superminiklasse”, der opnåede det maksimale antal stjerner under de nye regler. Sikkerhedspakken kan bestilles til de øvrige Ignis-varianter (7.000 kroner), som derved også bliver 5-stjernede. Den eneste forskel på de to testresultater er nemlig de point, der gives for DCBS-systemet.
Ignis er flot udstyret på alle niveauer og priserne er fornuftige. Grundudgaven hedder Club. Selv i denne indgangsmodel er udstyrsniveauet højt. Standard er f.eks. aircondition, el-ruder for, automatisk nærlys, fjernbetjent centrallås og ratbetjent CD/radio med Bluetooth. Dertil kommer sikkerhedsudstyr som seks airbags, bremseassistent og ABS-bremser med ESP. På næste niveau suppleres der op med f.eks. forskydelige bagsæder, varme i forsæderne og et multimediecenter med 7-tommers trykfølsom skærm, DAB-radio, bakkamera og smartphone-integration. I det ydre smykkes Active-versionen med 16-tommers sorte alufælge, sølvfarvet tagræling og sorte skærmkanter. I topudgaven Adventure får man DCBS (sikkerhedspakken) med som standard. Dertil kommer lækre detaljer som nøglefri betjening, fartpilot, læderrat, automatisk klimaanlæg, navigation i multimediecenteret samt LED-lys på både nær- og fjernlys, hvilket er usædvanligt i denne prisklasse.
Mulighed for AllGrip 4WD
Som en ægte SUV kan Ignis også fås med firehjulstræk. Systemet AllGrip Auto er af viskosetypen og kobler automatisk baghjulene ind, hvis forhjulene mister vejgreb.
AllGrip Auto omfatter også “Grip control” og “Hill descent control”, der sikrer bedre fremkommelighed og mere kontrol ved lave hastigheder.
AllGrip Auto fås til Ignis med Active-udstyr, og er Danmarks p.t. billigste bil med firehjulstræk. Som en nyskabende model i den særdeles populære SUV-klasse tegner Suzuki Ignis sig som en af årets mest forfriskende bilnyheder.
Introduktionen finder sted i weekenden den 1. og 2. april med åbent hus hos Suzuki Bellahøj.