Kæmpe hæder: Husum blev årets klub 2013 København/Sjælland
Et kæmpe stort øjeblik for Husum Boldklubs formand Johnny Nielsen, da han fik prisen overrakt i Vejle. (foto: LigaBold)
Man kunne ikke engang opnå at blive Årets Idrætspræstation i Brønshøj 2013, men siden har andre til gengæld fået øje på og hyldet Husum Boldklubs bedrifter efter den forrygende forårs- og efterårssæson sidste år.
I lørdags uddelte man priser til forskellige klubber, spillere, trænere og stadions i rækkerne under 1. division, altså fra og med 2. division og nedefter ved den store LigaBold Awards 2013, som i år foregik i Vejle. Og her røg de lokale blåhvid-stribede helt til tops.
En delegation fra de blåhvide drog lørdag eftermiddag afsted fra Husumparken til Vejle i bus for at overvære den store prisuddeling ved dette awardshow velvidende, at det ville blive en kæmpeoplevelse – måske for livet. Supporterklubbens formand Mads Stangegaard fortæller til Brønshøj netavis – 2700-netavisen.dk:
Husumbus til Vejle
– Vi mødtes klokken 12 i klubhuset, hvor vi spiste brunch sammen, inden bussen ankom. Klokken cirka 14 kørte vi så fra Husumparken – 37 festklædte mennesker – og naturligvis havde vi sørget for, at der kunne købes drikkevarer i bussen. Så stemningen sted minut for minut. Vi ankom til Vejle en times tid før end beregnet, så vi besluttede os for at blive i bussen og drikke videre, inden vi i samlet flok drog mod Vejle city og Club Foam, hvor det hele skulle foregå. Syngende og råbende gik vi gennem Vejles gader, og ingen kunne i hvert fald være i tvivl om, hvor vi kom fra.
Fantastisk show
Selve showet forløb fantastisk, og blandt andet kunne vi opleve en meget snakkesalig Sepp Piontek. Men så kom turen til os. Under bragende jubel blev vi kåret til Årets Klub København/Sjælland, og i det øjeblik det blev publiceret, gik vi helt amok og hoppede og dansede, mens en lidt måbende og temmelig imponeret sal kiggede på os. Der blev sunget Husum-slagsange og vores blåhvide-stribede trøjer var i centrum.
Livlig hjemtur
– Festen forsatte i bussen, som kørte ved 22.30- tiden og senere på vores anden hjemmebane Bergs, hvor bussen holdt foran cirka 02 ! Det var en tur, der vil blive husket og talt om i lang tid, og er jeg sikker på, de taler om os endnu i Vejle, slutter en glad og stolt formand, efter han igen var kommet til hægterne oven på den hårde med fantastiske tur.
Dermed har Husum Boldklub vundet endnu en pris. I forvejen blev Martin Kröger Årets træner i Serie 1, Paulo Hansen Årets spiller og Husumparkens hjemmebane bedste stadion.
Brønshøj netavis – 2700-netavisen ønsker de blåhvide KÆMPE TILLYKKE med priserne – og håber samtidig priskomiteen bag Årets Idrætspræstation i Brønshøj-Husum vil tænke lidt over tingene.