Mennesket Asger Jorn
I 2014 ville Asger Jorn være fyldt 100 år, hvilket fejres med udstillinger landet over. Fredag den 28. februar klokken 14 kan man i Husumvold Kirke høre kunsthistoriker Rasmus Olsen fortælle om mennesket Asger Jorn og det, der gør ham til en ener i dansk kunst. Jorn var ikke kun skaber af tusinder malerier, hundreder af keramiske og grafiske arbejder – han var tillige medstifter af flere kunstneriske sammenslutninger, hvoraf den bedst kendte er COBRA, og han var en flittig skribent med talrige artikel- og bogudgivelser bag sig. Foredraget vil sammenflette Jorns omfattende produktion til en samlet skildring af mennesket Asger Jorn, og anskueliggøre, hvad der gør ham til en ener i dansk kunst. Fredagsmødet i Husumvold Kirke begynder klokken 14 med en kort andagt i kirken ved sognepræst Stig Boel, og undervejs i det efterfølgende foredrag bliver der også tid til hyggesnak, kaffe og kage.