Utterslev Kirke til salg for 10.2 mill. kroner - Efterslægten vil leje sig ind

Anne F.Efterslægten

Skal der være HF-undervisning i ”Frimærkekirken?” Rektor Anne Frausing, ved siden af Utterslev Kirke med HF-Centret Efterslægten i baggrunden, vil gerne leje undervisningslokaler hos kirkens kommende ejere.

Kan man gå i skole i en kirke? Ja, mener rektor Anne Frausing, HF-Centret Efterslægten. Tirsdag var rektor sammen med nogle af Efterslægtens lærere på rundtur i Utterslev Kirke, og hun var begejstret for, hvad hun så. Kirken er til salg for 10,2 millioner kroner, og en lokal frikirke er mulig køber. Efterslægten er en mulig lejer.

– Vi er inde i seriøse overvejelser om en lejeaftale, fortæller Anne Frausing til Brønshøj netavis, 2700-netavisen.dk. –  Kirken vil alligevel stå tom om dagen, og det vil være oplagt for Efterslægten som genbo at lægge undervisning herover lige på den anden side af Utterslevvej. Så kunne vi også slippe for de midlertidige pavilloner, vi i øjeblikket har stående i skolegården for at kunne rumme alle vore kursister, og så flytte over i denne smukke bygning.

NordVest Kirken som køber

Efterslægten er i disse år i gang med omfattende til- og ombygninger og har ifølge rektor haft stor glæde af de midlertidige undervisningspavilloner. – Men de er som sagt ikke kønne og fylder godt op i vores skolegård, så vi ser meget positivt på muligheden for en lejeaftale med NordVest Kirken.

Rasmus Storgaard fra NordVest Kirken fortæller, at kirken i øjeblikket er i forhandling om køb af Utterslev Kirke. – Vi skal have generalforsamling den 4. marts, og her vil vi forelægge det mulige køb. I øjeblikket bor vi på Emdrup Torv, men vi kunne godt tænke os de her lokaler. En udlejningsaftale med Efterslægten ville give os et kærkomment tilskud til driften.

Koncert i kirken

Efterslægtens musiklærere, Mads Hansen og Anne Torstensen deltog også i fremvisningen: – En del af vores musikundervisning og øvning foregår i øjeblikket i musikcontainere i skolegården, og det kunne selvfølgelig være fint med nogle gode, permanente øvelokaler.

Musiklærere Efterslægten

 

Kor og koncert i kirkerummet? Musiklærerne Mads Hansen og Anne Torstensen fra Efterslægten ser muligheder i at bruge den lukkede Utterslev Kirke.

 Selve kirkerummet ville være fint i koncertsammenhæng, selv om vi nu også er glade for Efterslægtens flotte aula. Og måske kunne det blive til et helt musikhus, når vi forhåbentlig får musikundervisning på A-niveau. Men nu må vi se, hvordan aftalerne kan komme på plads, siger de to musiklærere.

Efterslægten udvider

Efterslægten er fortsat i gang med byggeri på egen grund, men indtil dette står færdigt i sommeren 2015, giver det god mening at have undervisning, – ikke bare musikundervisning, hos genboen. Anne Frausing ser umiddelbart muligheden for at lægge et par undervisningslokaler over på den anden side af Utterslevvej – foruden eventuel musikundervisning. – Efter vi blev færdige med Nobis, vores nye, store idrætshus, er vi gået i gang med at ombygge vore gamle idrætssale, som nu er blevet overflødige. Her indretter vi undervisningslokaler, bibliotek og studiecenter samt masser af gode gruppe- og opholdsrum til både kursister og lærere. Men i hvert fald indtil næste sommer, kunne Utterslev Kirke være en virkelig god mulighed for os.

Efterslægten har ud over diverse til- og ombygninger også gang i nytænkning på selve undervisningen. – Der arbejder vi hele tiden på at tænke i nye baner, som kan sikre vores nuværende og kommende kursister den bedst mulige uddannelse, fortsætter Anne Frausing.  – Gennem de seneste år har vi udvidet vores tilbud med en World Aid klasse og en Designpakke, og fra august søsætter vi en toårig HF-klasse med fokus på film og musik – og New York. Så ja, vi har brug for mere plads lige nu, slutter rektor.

Nye og gamle kirker

Det er NordVest Kirken, der har budt ind på den 10,2 millioner kr. dyre kirke, som ligger på en grund udlejet af Københavns Kommune. På grunden er der den servitut, at den skal bruges til kirkelige formål. Utterslev Kirke er den ene af de seks kirker, som blev lukket efter beslutning i Kirkeministeriet. Kirken kunne fejre sit 50 års jubilæum i september 2013 – hvorefter den blev lukket. Den er i øvrigt også kendt som “Frimærkekirken”, da byggeriet i sin tid blandt andet blev finansieret ved salg af brugte frimærker.

Inden den nye kirke stod færdig i 1963 holdt Utterslev Kirke til i den gamle stald på Utterslevgård. Den åbnede i 1938, da Utterslev blev udskilt fra Brønshøj Sogn samtidig med, at de nye, store boligbyggerier i Nordvestkvarteret tog fart. Den oprindelige kirkesal og tidligere stald er stadig bevaret. Den nuværende kirke blev tegnet af arkitekterne Hoff & Windinge, som også er kendt for blandt andet Haraldskirken i Gladsaxe og Høje Gladsaxe.