Parkinsonfamilier får mulighed for at danse smilet frem på Pejsegaarden

Dans har en stor effekt, når det handler om Parkinsons sygdom – og hjælper på de parkinsonramtes koordination, fleksibilitet, hukommelse og balance.

Pejsegaarden og Parkinsonforeningen inviterer parkinsonramte og deres pårørende til at deltage i et danseundervisningsforløb, der skal bringe livsglæde, selvværd og sundhed til den ofte oversete sygdomsgruppe. Undervisningsforløbet skydes i gang onsdag den 1. november kl. 10.30 på Pejsegaarden og alle Parkinssonramte og deres pårørende er velkommen til en gratis prøvetime.

Musik, bevægelse og dans bringer glæde og får smilet frem på læberne. Det vil landets parkinsonfamilier kunne opleve, når Parkinsonforeningen byder parkinsonramte og deres pårørende op til dans i et landsdækkende projekt under navnet ’Dans med Parkinson’. Projektet har fokus på at skabe livsglæde, og det forener bevægelse, danseundervisning, musik, rytmik og motion.

Projektet, der gennemføres med støtte fra TrygFonden i en tre-årig periode, er baseret på internationale og nationale undersøgelser, der viser, at parkinsonramte får det bedre fysisk, mentalt og socialt, når de danser regelmæssigt. Eksempelvis oplever de parkinsonramte forbedringer i forhold til stivhed, stabilitet, bevægelse i hænder samt ansigtsudtryk. Derudover giver dansen en række positive effekter på det sociale liv, sundhed, kropsfølelse, mobilitet og gør de parkinsonramte bedre i stand til at udføre hverdagsaktiviteter.

Projektleder hos Parkinsonforeningen Marlene Grønnegaard er ikke i tvivl om dansens positive effekt på både de parkinsonramte og deres pårørende:   

  • – Dansen giver ro og balance og er med til at træne de parkinsonramtes gang og motorik. Men fremfor alt er det med til at give masser af livsglæde, både til de parkinsonramte og de pårørende. Derfor opfordrer vi alle, der har Parkinson inde på livet, til at tage deres familie eller venner under armen og deltage i undervisningsforløbet. Al erfaring viser, at netop dansen er en rigtig god aktivitet at være sammen om,

Dans giver glæde og ny energi

Zitta Mogensen er en af de danseinstruktører, som deltagerne vil kunne møde på Pejsegaarden

Zitta Mogensen er en af de danseinstruktører, der kommer til at undervise de parkinsonramte og deres pårørende.

  • – Jeg elsker at danse og undervise i dans. Efter at have været igennem en særlig uddannelse, hvor vi har fået en grundig introduktion til Parkinson og oplevet, hvor stor en forskel man rent faktisk kan gøre med dans og musik, er jeg nu parat til at formidle livsglæden til parkinsonramte og deres pårørende her i området. Når man danser, er man ikke længere en patient eller pårørende, man er simpelthen bare en danser. Det giver en fantastisk energi, siger Zitta Mogensen, der lover, at der ikke bliver dirigeret alt for hårdt rundt med deltagerne.- Pointen med danseforløbet er, at alle kan være med, man behøver ikke have særlige forudsætninger – det er det vigtigste, slutter danseinstruktøren.

Ronnie Handskemager, indehaver af Pejsegaarden er glad for at det nu er muligt at invitere Parkinsonramte familier indenfor.

  • – På Pejsegaarden arbejder vi hårdt for at skabe et miljø, hvor alle kan føle sig trygge og nyde at danse. Vi tilbyder dans til alle aldersgrupper og har for eksempel stor succes med vores motionsdans for overvægtige kvinder – De Dansende Divaer. Der udover kan dansetilbuddet tilbyde faciliteter, der indbyder til hygge og samvær både før, under og efter dansen i vores smukke rammer og i stuerne på Pejsegaarden, så vi glæder os til at byde alle Parkinson ramte familier op til dans.

Projektet kommer til at køre i tre år og kulminerer med et fælles landsstævne fyldt med dans, rytme, samvær og inspiration i 2019.

For yderligere info:

Ronnie Handskemager, ronnie@handskemager.dk – tlf. 20604073