17-årig varetægtsfængslet bl.a. for røveri i supermarked i Brønshøj
Glostrup Ret har varetægtsfængslet en 17-årig mand i efterforskningen af omfattende organiserede tyverier mod butikker i Hovedstadsområdet.
Den 17-årige blev torsdag anholdt af Københavns Vestegns Politi, som efterforsker et sagskompleks med næsten 40 organiserede tyverier mod supermarkeder og tankstationer i Storkøbenhavn, Nordsjælland og Midtsjælland.
Ved et grundlovsforhør fredag formiddag begærede anklagemyndigheden den unge mand varetægtsfængslet på mistanke om medvirken til 26 organiserede tyverier fra butikker i hele hovedstadsområdet.
Han er desuden sigtet for, at tyverierne i tre tilfælde udviklede sig til røverier i supermarkeder i hhv. Brønshøj, Rødovre og Gentofte – samt for vidnetrusler, fordi gerningsmændene i et tilfælde truede personalet med, at de ikke skulle kontaktede politiet.
Blandt andet fordi politiet mener, at der er medgerningsmænd på fri fod, bad anklageren om, at retsmødet skete for lukkede døre.
Retten lukkede derefter dørene, og der må derfor ikke refereres fra selve retsmødet udover, at retten besluttede at varetægtsfængsle den 17-årige i surrogat – dvs. på en ungdomsinstitution på grund af hans alder – i to uger til den 10. november