Så røg den sidste rest af avisen på Husum Torv

 

IMG_0581

Onsdag den 5. marts blev den sidste rest af bydelens 105-årige avis fjernet fra Husum Torv. Siden 97/98 har det flotte røde skilt med  brønshøj-husum avis  siddet og lyst op på facaden ud mod torvet. Ingen kunne være i tvivl om, at her lå det lokale medie.

Et par unge håndværkere kom med en lift ved cirka 8-tiden om formiddagen, og efter lidt startvanskeligheder gik man i gang med demonteringen tæt på kl.10. Flere forbipasserende stoppede op og kom med kommentarer, og ingen kunne rigtigt forstå, at de nu ikke skulle se skiltet mere, og at avisen er flyttet til en anden bydel.

IMG_0587

 

Men sådan er livet. Avisen udkommer dog stadigvæk, kan vi trøste de mest melankolske med. Det var lidt af en opgave at få selve det røde navneskilt ud fra lysboksen, men det lykkedes.

IMG_0598

Hvor mange er mon egentlig klar over, at der konstant døgnet rundt var lys i skiltet, og at lysstofrørene kun har været skiftet to gange på de mange år. Ret imponerende må man sige. På billedet ovenover fjernes det sidste af reklamen.

IMG_0600

Og sådan så det ud fra oven, da håndværkerne var ved at være færdige med deres mission. Da det var tilendebragt gik man i gang med at montere et nyt skilt ved siden af, nemlig til Din Lokale Bedemand, som er rykket ind i en del af avisens gamle lokaler på første sal.