Vibeke Saxtorph udstiller akvareller i Pilegården i hele april

Fugle, møller, huse og skrotbiler. Der er mange motiver i spil, når kunstneren Vibeke Saxtorph udstiller akvareller i april.
Vibeke_saxtorph_HPIM1862
 
Vibeke Saxtorph har malet akvareller i mange år og har løbende modtaget undervisning af forskellige nordiske akvarelmalere. – Jeg har altid været meget fascineret af akvarelfarverne og de muligheder, de giver, når farven får lov til at arbejde og danne nye mønstre og kombinationer, siger hun. Inspiration til billederne henter hun fra blandt andet i landskaber, fra andre mennesker, eller fra sine rejser til udlandet, hvor hun gerne opsøger akvarelkurser. 

På udstillingen i Pilegården kan man blandt andet se:

Billeder fra Öland:
I sommeren 2013 var Vibeke på Öland, og lavede en række billeder derfra: – Landskabet er meget specielt med Alvaren, fuglene, de karakteristiske huse og møllerne.

Skrotbiler:
På togturen tværs over Sverige, så Vibeke flere steder gamle biler og campingvogne efterladt i skovkanten: – Det blev jeg så inspireret af, at jeg er begyndt at male skrotbiler i naturen. Mødet mellem natur og kultur, hvor naturen langsomt tager over, synes jeg fortæller en særlig historie.

Portrætter og mennesker: 
I en serie af portrætter og mennesker, har Vibeke også arbejdet  med eksperimenterende med brug af forskellige teknikker med eksempelvis tryk og spatel, som hun maler over på.

Der er fernisering: Torsdag 3. april kl. 17-18.

 

26. marts 2014